Zionismens geopolitiske natur og udbredelse
Juli 2024.
Hvad siger Den Danske Ordbog om betydningen af zionisme og zionist:
Zionisme (zionismen):
En verdensomspændende politisk bevægelse der arbejdede for en selvstændig jødisk stat, og som siden Israels oprettelse i 1948 bl.a. har støttet den jødiske indvandring til landet.
Zionist:
En tilhænger af zionismen, den verdensomspændende politiske bevægelse der oprindelig arbejdede for en selvstændig jødisk stat, og som siden Israels oprettelse i 1948 bl.a. har støttet den jødiske indvandring til landet.
Zionister er fortrinsvis jøder, men der findes ganske mange zionister blandt ikke-jødiske grupper, især i USA.
I Danmark er der få eksempler på, at ikke-jødiske personer har konverteret til jødedommen og er blevet zionister. Flere har uden nogen etnisk tilknytning til Jødedommen tilsluttet sig en zionistisk forening for at yde et kontant og moralsk bidrag til staten Israel. Dansk Zionistforbund og B’nai B’rith (pagtens sønner) med ADL (Anti Defamation Leaque, el. “Anti-krænkelsesligaen”) er 2–3 af de mange politiske organisationer, der mere eller mindre synligt optræder under paraplyen: “Det jødiske samfund i Danmark”.
Med bannere som “Det jødiske samfund i Danmark” antydes det, at betegnelsen jøde er ensbetydende med betegnelsen zionist. Men de to grupper er ikke identiske; alle zionister er kun en delmængde af alle jøder. Det er imidlertid politisk opportunt at fremstille alle jøder som zionister og dermed skabe indtrykket af, at alle jøder identificerer sig med Israels politik. Det er heller ikke tilfældet.
Bemærk at datidsformen “arbejdede for” i definitionen af zionisme lader forstå, at zionismen kun handlede om etableringen af det zionistiske hjemland i 1948. Det er vildledende. Zionismen har været praktiseret som politisk bevægelse årtusinder forud for etableringen af domænet Israel i Palæstina. Det nuværende Israel kan opfattes som en foreløbig succes med at opnå et jødisk hjemland. Men zionismen har altid været en global bevægelse, dvs. gældende “under hele himlen”. Dens formål er at hævde jødernes gudgivne ejendomsret (der bekræftes i deres hellige skrifter). Zionismen forløber som en langsigtet proces, der tålmodigt vil bringe flere og flere domæner under zionistisk kontrol. Bevægelsen er uomtvisteligt global i sit sigte, og enhver overbevist zionist arbejder i globalt omfang på at opfylde det ultimative mål: verdensdominans. Ellers skulle processen have været afsluttet nogle årtier efter Israels oprettelse. Alle kan forvisse sig om, at det ikke er tilfældet. Det næste delmål blev et stor-Israel.
De afgørende udsagn i de to definitioner er:
1. zionismen er en politisk bevægelse, og
2. en zionist er tilhænger af zionismen.
Dermed er betegnelsen anti-zionisme ensbetydende med modstand imod den politiske bevægelse zionismen og dens tilhængere, zionisterne, jødiske eller ikke.
Denne artikel er et eksempel på kritik af zionismen og dens tilhængere som en politisk bevægelse, der har haft og har fatale konsekvenser for omverdenen. Derimod ikke en kritik af jøder i almindelighed. Mange jøder modsætter sig at blive identificeret med zionismen og ønsker ikke at blive kaldt zionister eller blive taget til indtægt for det zionistiske verdensprojekt.
Den rutinemæssige anvendelse af intimiderende og nedgørende betegnelser over for kritikere af zionismen og dens tilhængere skyldes en sindrigt tilrettelagt strategi, der gør det muligt gennem en zionistisk presse med hjælp fra en zionistisk ordensmagt at sidestille kritik af zionistiske jøder med kritik af jøder generelt. Fremgangsmåden har ikke kun til formål at dæmonisere kritikeren, men at gøre enhver berettiget kritik af zionismen og zionister lovstridig og egnet til offentlig påtale under anvendelse af særlig konfektioneret lovgivning.
På verdensplan samarbejder zionister om at forvirre begreberne ved i kontrollerede medier at behandle ubekvem kritik af zionismen og zionister, som var den kritik af jøder i almindelighed. Et eksempel er mediernes manglende dækning af det igangværende folkemord i Palæstina, der ellers entydigt ville pege på zionisterne i Israel som de ansvarlige. Dette umulige forsvar vendes rutinemæssigt til injurierende angreb på kritikerne, og det er tankevækkende, at disse angreb på mennesker, der ønsker at fortælle sandheden, enten komplet ignoreres eller ligefrem bakkes op af ordens- og retssystemet i Danmark.
For som dansker at opnå et nuanceret billede af verdenssituationen er det nødvendigt at supplere eller helt erstatte de officielle medier i Danmark, dvs. TV, radio, dagblade, bøger, magasiner m.fl., med uafhængige kilder fra udlandet for at kunne afstemme indtrykkene med det officielle verdensbillede.
Desværre er den del af den danske befolkning, som ikke forstår mindst ét fremmed sprog, mest effektivt engelsk, fanget i en informations- og propagandafælde, der vedligeholdes af en fremmed besættelsesmagt i vores land.
Hvem er semitter
Verdens omkring tyve millioner arabere er semitter på samme grundlag som oprindelige jøder fra Mellemøsten.
De to befolkningsgrupper er begge efterkommere af den samme mytiske Sem, Noahs ældste søn, der figurerer i såvel jøders som muslimers hellige bøger.
Den nuværende premierminister i Israel, Benjamin Netanyahu, med rødder i den tidligere Sovjetunion er søn af polske indvandrere til Palæstina. Hans far blev født i Warszawa i 1910 som Benzion Mileikowsky.
Efter udvandringen til Palæstina i 1920, ændrede han sit efternavn til Netanyahu, der lyder mere hebraisk.
Sønnen Benjamin blev født i 1949 i Palæstina i det netop etablerede Israel.
Israels første premierminister, David Ben-Gurion, var ligeledes født i Polen og hed oprindeligt David Grün.
I øjeblikket (2024) dræber Israels* væbnede styrker såvel jødiske som arabiske semitter, hvilket kvalificerer den nuværende regering i Israel til at være den mest anti-semittiske, der nogen sinde har eksisteret.
Israel har indført DNA-test for at kunne udelukke indvandrere, der erklærer sig jødiske men ikke kan bestå testen. Det kunne være interessant at vide, hvad det genetiske kriterium i Israel er for at være jøde, for kun indvandrere med det rigtige DNA opnår automatisk de goder, der tilfalder jødiske** indvandrere, zionister eller ikke.
Zionismen har få venner i verden
Zionismen som bevægelse blev generelt fordømt med UN’s resolution 3379 (link til Wikipedia) den 10. november 1975 af et kvalificeret flertal af de stemmeberettigede nationer. Begrundelse: “Zionismen er racistisk og diskriminerende”.
Det var 28 år efter grundlæggelsen af den zionistiske stat i Palæstina, og beviserne for vold, racediskrimination og apartheid udført af den israelske administration var overvældende.
Der er en anden “glemt” side af zionismen, som vi aldrig hører om. Den handler om de mere end 40 millioner europæere, der blev myrdet af Sovjetunionens bolsjevikker mellem 1917 og 1959. Bolsjevikkerne var for firs procents vedkommende geopolitiske zionister. Alle besluttende organer havde et flertal af zionister af jødisk oprindelse. Nogle af de mest berygtede er Lenin (Uljanov), Trotskij (Bronstein), Zinoviev (Apfelbaum), Kamenov (Rosenfeld), Solts, Frenkel, Rappoport, Berman, Kogan, Yagoda, m.fl.***
Den russiske kritiker af Sovjetunionen Aleksandr Solzhenitzyn, forfatter til det historiske værk Gulag Øhavet, har udtrykt følgende om massemordet på unionens europæere. Det blev indledt med det afskyelige mord på Zar Nikolaj II og hans ikoniske familie i 1918:
Aleksandr Solzhenitzyn:
I må forstå. De ledende bolsjevikker, der bemægtigede sig Rusland, var ikke russere. De hadede russere. De hadede kristne. Drevet af et etnisk had torturerede og slagtede de millioner af russere uden antydningen af menneskelig samvittighed.
Oktober-revolutionen er ikke det, I i Amerika kalder “Den russiske revolution”.
Det var en invasion og erobring af det russiske folk.
Flere af mine landsmænd blev ofre for horrible forbrydelser fra disse menneskers blodbestænkte hænder end noget andet folk eller nogen anden nation på nogen måde har måtte lide gennem hele menneskehedens historie.
Dette kan ikke overdrives. Bolsjevismen gennemførte den mest omfattende nedslagtning af mennesker nogen sinde.
Det faktum at det meste af verden er uvidende om denne enorme forbrydelse, og alle stadig er passive, beviser, at de globale medier er i hænderne på forbryderne. — Aleksandr Solzhenitzyn
Det er et veldokumenteret faktum, at zionisme og kommunisme er tæt forbundne bevægelser, der begge har et geopolitisk sigte.
USA’s regering inklusive de skiftende præsidenter før og efter John F. Kennedy er i påfaldende grad blevet kontrolleret af AIPAC (American Israel Public Affairs Committee, tidl.: American Zionist Committee for Public Affairs) gennem tilladte donationer (gaver, der åbenlyst er bestikkelse). AIPAC er Israels forlængede regeringsapparat i USA. Det er etableret i USA på trods af amerikansk sikkerhedslovgivning, der forbyder fremmede nationers systemundergravende organisationer inden for USA’s grænser.
Siden 1948 og på vegne af samtlige amerikanske borgere har USA’s ledere og talsmænd erklæret sig som Israels nærmeste allierede. Dette på trods af Israels kendte false flag operationer mod sine naboer (Egypten, Libanon, Syrien, Irak, Iran), men også direkte overfald på amerikanske installationer, hvoraf angrebet på USS Liberty i 1967 (link til Aljazeera) må fremhæves som særligt hensynsløst. Motivet er kendt og særdeles interessant:
For at undgå et videre kendskab til et false flag terrorangreb, der var under udførelse af israelske agenter i Egypten, besluttede Israels væbnede styrker at sænke det amerikansk efterretningsfartøj, USS Liberty (der vel at mærke befandt sig i internationalt farvand) ved at beskyde det fra jagerfly, helikoptere og torpedobåde. USS Liberty var kun udstyret med defensive våben. Fra masten vajede et stort amerikansk flag, og fra opsnappet kommunikation står det klart, at de israelske styrker aldrig var i tvivl om, at de havde med et marinefartøj fra USA at gøre. Tværtimod, interessen skyldtes, at de vidste det var et efterretningsfartøj.
Efter at USS Liberty var blevet ramt af en torpedo syntes skibet at være dødsdømt, og en del af besætningen var gået i redningsflåderne. Disse redningsflåder med sårede blev senere beskudt fra en israelsk helikopter. Kun gennem en heroisk indsats fra mandskabet blev skibet holdt flydende og kunne, da hjælpen endelig nåede frem, eskorteres i havn på Malta.
Af den samlede besætning på 294 myrdedes 34 og 171 blev såret. De overlevende blev af amerikanske officerer under udfoldelse af kvalmende underdanighed over for Israel truet til livslang tavshed om denne krænkelse af USA’s suverænitet og drabet på supermagtens borgere udført af dens nærmeste allierede.
Denne beskytter af Israel, De forenede stater, er i virkeligheden en supermagt, der kontrolleres af Israel via lobbyaktiviteterne fra AIPAC, og marionetten USA forlangte i 1991 en ny afstemning i UN til rehabilitering af zionismens omdømme i verden.
Denne gang blev udfaldet påvirket gennem trusler om sanktioner mod de nationer, der ønskede at fastholde resolutionen fra 1975. Det er bekymrende for den kollektive moral i verden, at de nationer, der oprindelig havde fordømt zionismen, nu ikke længere kunne samle stemmer nok, og resolution 3379 blev retrospektivt! annulleret. Det var indledningen til et foragteligt parløb i UN mellem USA og Israel til beskyttelse af den israelske regerings fortsatte forbrydelser mod palæstinenserne og øvrige arabiske naboer samt Iran. Intrigen har fortsat lige siden.
Efter almindelig opfattelse var målet med zionismen at gøre “Zion” (en mytisk del af Palæstina) til jødernes hjemland. Implementeringen af en zionistisk stat i Palæstina skulle have fulgt FN’s fordelingsplan af 1947, der lagde op til en tostatsløsning, en palæstinensisk hhv. jødisk stat side om side. Men zionisterne havde andre planer, der skulle vise sig at stile mod et stor-Israel. De zionistiske indtrængere i Palæstina krænkede fra begyndelsen UN’s grænsedragning og hensynet til palæstinensernes hævd på landet. Lige siden har den zionistiske besættelse og senere overtagelse af det meste af Palæstina haft karakter af et væbnet røveri med hundrede tusinder af uskyldige palæstinensiske mænd, kvinder og børn som ofre; ganske åbenlyst i strid med alle internationale konventioner og resolutioner.
Der er uvist hvor mange palæstinensere, der er tilbage i Palæstina, måske 2–3 millioner. Otte til ti millioner er tvunget i eksil.
Bestræbelserne på at indføre en zionistisk stat i Palæstina frem til 1948 og i de første efterfølgende år medførte, at 700.000 palæstinensere enten blev myrdet eller jaget i landflygtighed af zionistiske terrorbander. Et par af disse terroristledere, Menachem Wolfovitch Begin (link til Wikipedia) og Yitzhak Shamir (link til Wikipedia), begge født i Sovjetunionen, blev senere gjort til premierministre af Israel.
En betydelig palæstinensisk befolkning lever i dag i Jordan, der i forvejen repræsenterer en britisk annektering og decimering af det oprindelige Palæstina. Zionisternes folkemord i Palæstina og den gradvise besættelse og overtagelse af palæstinensisk land og ejendom er gennem 77 år foregået i strid med det oprindelige mandat fra 1947. Og den vestlige verden har i foragteligt omfang vendt det blinde øje til. Det gælder ikke mindst statsledere med international indflydelse.
Nedenfor ses en grafisk fremstilling af, hvordan Palæstina er blevet reduceret siden 1917. Først gennem en stærkt forøget zionistisk indvandring mellem 1917 og 1946. Derefter gennem UN’s forslag til opdeling af Palæstina i 1947. Siden da gennem en successiv zionistisk beslaglæggelse af Palæstina under anvendelse af mere og mere brutale metoder. I 2024 er billedet vi ser for “2017” om muligt endnu mere ekstremt. Det er nødvendigt at stille spørgsmålet: – Hvordan har international ret og moral kunne ignorere afviklingen af Palæstina fra 1917 og indtil nu?
Der er tale om et kontinuerligt røveri gennem mere end 100 år?
Efter international lov er palæstinenserne berettiget til med magt at fjerne en ulovlig besættelsesmagt fra landet.
Den zionistiske besættelse af Palæstina krænker en række internationale love, og et antal resolutioner fra UN.
På et almindelig folkeretligt grundlag kan palæstinensiske modstandsgrupper lovligt forsvare sig gennem modangreb som det, der blev udført af Hamas (link til Wikipedia) den 7. oktober 2023. Angrebet var en del af det legitime forsvar af palæstinensisk frihed og overlevelse. Det er Israel, der gennem sin besættelse handler ulovligt og terroristisk, det sidste fx gennem at torturere og ydmyge palæstinensiske mænd og kvinder i israelske fængsler, hvor de holdes tilbage uden retsligt grundlag. En palæstinensers fordømmende udtalelse mod Israel i medierne er nok til at han eller hun kan anholdes og fængsles.
Siden Israels land- og luftstyrker efter Hamas’ angreb i oktober 2023 indledte sin kampagne i Gaza for at fjerne Hamas, har det vist sig, at Hamas er uden for israelsk rækkevidde. Den militære del af Hamas skjuler sig i dybe, kilometerlange tunneler, der ikke kan indtages af IDF (Israel Defense Forces). I stedet angriber IDF civilbefolkningen, redningskøretøjer, hospitaler, nødforsyninger og flygtningelejre. Antallet af palæstinensiske ofre er siden oktober 2023 steget med 250.000, når de tusinder der er begravet under ruindyngerne medregnes.
Hamas angriber med primitive våben israelske kampvogne, infanteri og artilleri fra ruinerne. Efter trekvart år i Gaza med betydelige tab er Israels landstyrker blevet trukket ud af området, og luftbårne enheder har overtaget opgaven med at bombe civile områder og åbne forsamlinger, fx med 2‑tons bomber leveret af USA. Dette sker i hvert enkelt tilfælde under påskud af, at Hamas var til stede i det pågældende område.
International lov forbyder en krigsmagt at udsætte civile for livsfare for at kunne ramme militære mål. Den regel overholdes af russiske styrker i Ukraine. Men international lov respekteres ikke af Israel og dets militær.
Et amerikansk hangarskib placeret i Middelhavet fungerer som zionisternes forsikring for, at udrensningen af Gaza’s retmæssige befolkning kan foregå uden risiko for et alvorligt militært nederlag for zionisterne.
Den israelske premierminister truer i øjeblikket med at gennemføre et angreb på Hezbollah i Libanon. Dermed håber regeringen i Israel at kunne inddrage USA i en krig mod Iran. Et sådant angreb har alle muligheder for at udvikle sig til en global konflikt, hvis Tyrkiet og Rusland intervenerer imod USA’s direkte deltagelse. Desværre er Netanyahu’s slagplan designet til at udløse en ny verdenskrig. Hellere end at erkende et ydmygende nederlag, vil den israelske ledelse ultimativt nedkalde den såkaldte Samson-option over Mellemøsten og begå kollektivt selvmord ved at angribe primære opponenter med atombærende missiler fra 5–6 ubåde.
Fremgangsmåden gentager sig fra to tidligere tilfælde i verdenshistorien, hvor agenterne bag de manipulerede verdensledere, “væsenerne” som de kaldes (præsident Joe Biden er et aktuelt eksempel), viste sig at være zionister, der forsøgte at fremprovokere en verdenskrig, og havde held til det.
De fleste med et historisk overblik genkender det indledende spil. Der er penge i at nedbryde og genopbygge på grundlag af lån, og Rothschilds bankdynasti har hver gang været (og vil fortsat være) en af hovedaktørerne. Desværre synes fantasien denne gang at have svigtet de operative medspillere, eller Armageddon begynder at ligne et attraktivt exit for en Israelsk leder med udsigt til et alvorligt politisk nederlag, der vil fjerne hans immunitet og bringe ham i fængsel for civile forbrydelser mod sine egne. I den anden ende af alliancen ses en dement amerikansk præsident med fingeren på aftrækkeren til et altødelæggende gengældelsessystem. Hans mulige afløser er måske mere klarhjernet, men vil være lige så meget i lommen på neocon-regimet og AIPAC.
I det aktuelle tilfælde i Mellemøsten vil en omfattende krig på konventionelle våben hurtigt eskalere til en krig på taktiske atomvåben og lige så hurtigt på strategiske. Muligheden for overlevelse er derefter minimal. En global atomkrig har ingen vinder. De få overlevende, der ikke dør af strålingsskader eller forgiftning, vil være henvist til at begynde forfra som stenalderkultur.
Eliten, der håber at kunne overleve i udbredte underjordiske komplekser, er ikke disciplineret nok til eksistentielle udfordringer og vil yderligere degenerere og til sidst dø i en slags internt fængselsoprør, længe før planeten igen bliver beboelig. Men dette perspektiv er tilsyneladende for vanskeligt at fatte i USA, der har alt for mange gennemsnitlige tænkere i ledelsen. Når de ikke planlægger hævn mod Rusland på grund af familiens udvisning, er deres primære bestræbelse at hytte en personlig karriere og en behagelig livsstil.
Skulle den brutale besættelse og beslaglæggelse af Palæstina og den lige så hensynsløse krænkelse af det palæstinensiske folk kunne tolkes som en lidenskabelig zionistisk længsel efter at leve i et sagnland (der vel at mærke er mere mytisk end sagnene i De islandske sagaer), kan det undre, at hovedparten af den jødiske verdensbefolkning siden 1948 har valgt at opholde sig uden for Israel.
Kan det skyldes, at et flertal af alle erklærede jøder er modstandere af zionismen? Mange er.
Men størstedelen er erklærede zionister, der arbejder for en geopolitisk zionisme, ikke kun i UK og USA, men i alle europæisk grundlagte lande, New Zealand, Australien, Sydafrika, og i det kontinentale Europa.
Wikipedia:
Af de cirka 13,5 millioner jøder**, der blev registreret i 2013, boede cirka 6 millioner i Israel, 5,5 millioner i USA og resten [to millioner] var fordelt på andre lande som Canada, Frankrig, Rusland, .m.fl.****
Jewish Databank anslår, at der i Danmark bor ca. 6.400 jøder.
Disse statistikker bliver notorisk nedskrevet. Der er nærmere 70 millioner jøder på verdensplan, når alle, der enten identificerer sig som jøder eller zionister medregnes. I Danmark er tallet ikke under 50.000 (0,8 procent), men mere sandsynligt er der ½ million jøder og zionister i Rigsfællesskabet vurderet ud fra deres repræsentation inden for alle attraktive domæner, dvs. at de udgør 7 procent af den samlede befolkning i Danmark indtil videre.
Fodnoter:
*) Hannibal-direktivet:
I medfør af det såkaldte Hanninal-direktiv kan israelske styrker af deres regering eller militære øverste bemyndiges til at dræbe deres egne, herunder andre israelske styrker, hvis der er risiko for, at de ellers bliver taget som gidsler og kan bruges i forhandlinger om udveksling med palæstinensiske fanger i de israelske fængsler.
Dette direktiv medførte under Hamas’ yderst disciplinerede og vel tilrettelagte militære angreb på Israel den 7. oktober 2023, at israelsk artilleri og helikoptere dræbte alle i et antal køretøjer og bosætterhuse, da der opstod tvivl om, hvorvidt Hamas var til stede. Hovedparten af civile israelske tab i forbindelse med dette angreb kan dokumenteres at være forårsaget af den israelske Hannibal-beskydning. Hamas medbragte ikke de tungere våbentyper, der kan ses at have været i brug ved disse beskydninger.
**) Wikipedia. Hvem er jøde – og hvem er ikke?
Betegnelsen jøde omfatter både religiøse jøder og dem der identificerer sig som jøder i kulturel eller etnisk betydning.
Halakha, en religiøst funderet lov, der definerer en jøde som en, der er barn af en jødisk mor, og alle andre som ikke-jøder. Dvs. at et barn af en jødisk far ikke anses for jøde medmindre barnets mor også er jøde. For nylig har en gruppe liberale jøder brudt med den tradition og mener nu, at enhver der har en jødisk far eller mor eller konverterer til religionen uanset graden af ortodoksi må kalde sig jøde.
Fra et verdsligt perspektiv er jødedom en kulturel identitet som den enkelte bekræfter eller eventuelt kan fravælge. En person der er født og opvokset som jøde kan dermed frasige sig sin jødiske identitet, dersom han eller hun ønsker det. Kendte historiske eksempler er Benjamin Disraeli, Heinrich Heine, Gustav Mahler og Georg Brandes.
[Men omskæringen kan vanskeligt annulleres, og dermed vil et ærligt fravalg af Jødedommen altid kunne drages i tvivl af andre; så, hvorfor overhovedet overveje muligheden? Dette argument synes at være omskæringens primære formål. Tidligere i historien kunne en jøde erklæres fredløs af rabbinatet, hvis han eller hun frasagde sig Jødedommen.]
***) Massemordet i Sovjetunionen fra 1917 til 1959
Kilder:
The Secret Behind Communism af Dr. David Duke, 2013, Free Speech Press, Mandeville LA.
ISBN: 978–1‑892796–01‑1.
Under Skorpionens Tecken af Jüri Lina, 2013, Referent Stockholm.
ISBN: 978–91-982542–9‑7.
****) Wikipedia. Fordelingen af den jødiske verdensbefolkning pr. 2013:
*****) Forholdsreglen
Forholdsreglen foreskriver indflydelse efter repræsentation. Det er selve grundlaget for et repræsentativt demokrati.
I det følgende forudsættes et befolkningstal i Danmark på 6.000.000 (tallet er i 2024 lidt mindre).
Det jødiske befolkningstal anses at være 500.000, hvoraf zionisterne udgør mindst 400.000.
Øvrige indvandrergrupper udgør tilsammen ny 500.000 borgere.
Dermed andrager danskerne, det etnisk danske flertal i Danmark, omkring 5.000.000 (5 millioner).
Det er interessant, at den Færøske og Grønlandske repræsentation i Folketinget forholder sig til de små befolkningstal. Færøerne og Grønland har hver 2 pladser i Folketinget.
Den zionistiske minoritet i Danmark på anslået 400.000 er ikke begrænset til et antal pladser i Folketinget i forhold til minoritetens andel af befolkningen. Dette til trods for, at dens medlemmer ikke ønsker at være danskere.
Det etnisk danske flertal på skønsmæssigt 5 millioner sammen med ikke zionistiske jøder og øvrige indvandrere har dermed 32 pladser til rådighed i Folketinget og er konstant i mindretal.
Zionisterne ville med Forholdsreglen være berettiget til 7 procent af de 179 pladser i Folketinget, dvs. højst 13 pladser. Men i virkelighedens apartheid-Danmark er den zionistiske besættelsesmagt overrepræsenteret 11 gange i danskernes parlament og har flertal i alle tænkelige partikoalitioner. Hvis zionisterne hævder at være færre i Danmark end 0,4 million, vil misrepræsentationen i Folketinget blot være endnu mere uacceptabel.
Det er op til den enkelte skeptiske læser selv at opsøge beviserne for, at zionisterne beslaglægger 80 procent af pladserne i vores parlament. Det er nemt at verificere via slægtsforhold, familienavne, typiske navnevalg, religion og antropoligiske kendetegn (dvs. karakteristiska for “jøder” med etnisk udspring i Mellemøsten, Lilleasien eller Østeuropa).
Forholdsreglen burde gælde for alle forsamlinger med indflydelse på samfundets drift og orden. Ingen zionistisk repræsentation skulle kunne overstige 7 procent noget sted i Danmark (så længe andelen af zionister i befolkningen ikke overstiger 7 procent). En besluttende forsamling skal dermed være på mindst 15 medlemmer for at have 1 (ét) zionistisk medlem.
Det kan bestemt ikke udelukkes, at de 4 medlemmer fra Færøerne og Grønland er zionister, og efter de herskende udvælgelseskriterier er der hverken etniske danskere eller jødiske personer i Folketinget, som ikke er zionister. Det kan dog ikke udelukkes at enkelte er sluppet ind i rollen som en demonstrativ “undtagelse fra reglen”.
1. muligheden for at betale en effektiv valgkampagne, og
2. medlemskab af zionistagenturet og dermed adgang til donationer og positiv særbehandling i pressen.
Andre, der ikke kan opfylde begge disse krav, har ikke en chance, uanset private midler og god personlig udstråling evt. kombineret med et fremragende politisk program. Negativ eller manglende pressedækning er den enkeltstående faktor, der effektivt udelukker en kandidat, eftersom den afgørende del af valgprocessen foregår via medierne.
Dermed er det altid de zionistiske kandidater, der løber af med sejren, selv i de tilfælde, hvor de synes at have samtlige odds imod sig. Og dermed behøver vi ikke undre os over de manglende faglige kompetencer i Folketinget og regeringen. Disse mennesker skal kun agere som politikere i et offentligt mummespil. Deres egentlige opgave er at blokere pladserne i parlamentet for andre end zionister. Alle beslutninger af betydning træffes i regeringens kollaboration med undergravende kræfter fra udlandet.
At det zionistiske flertal regerer alle steder i Danmark på grundlag af pengemagt, beslaglæggelse og udelukkelse har medført det apartheid-Danmark og den katastrofale udenrigspolitik vi kan bevidne i 2024.
Redaktionel kommentar til ** og ****:
Tallene for den jødiske verdensbefolkning er fra 2013. De er komplet urealistiske. Måske tales der med “6.400 jøder i Danmark” om sande jøder på grundlag af Halakha-reglen (dvs. kun jøder med jødisk mor) eller det samlede antal medlemmer af Mosaisk trossamfund.
Medregnes personer, der anser sig for jødiske på grundlag af den verdslige og kulturelle regel under **), bliver tallet i Danmark mange gange større. Vurderet på baggrund af zionistiske erobringsstrategier er det ikke under 500.000. Jødisk tilstedeværelse i vestlige samfund er fra tidernes morgen blevet bagatelliseret for at kunne afvise påstande om infiltration og beslaglæggelse. Men den synlige tilstedeværelse i alle offentlige sammenhænge kan ikke bortforklares.
Den bevidste bagatellisering af jøders repræsentation er ikke så mærkelig i det omfang den har været zionistisk. Zionisterne selv har ikke været i tvivl om, at bevægelsens strategier ville blive opfattet som fjendtlige. I de tilfælde har det historisk været en konstant bestræbelse for zionisterne at operere usete på værtssamfundets indre linjer.
I øjeblikket er den jødiske indvandring til Danmark skjult i den øvrige tilstrømning og figurerer ikke med en særlig jødisk andel i den officielle statistik.
Den jødiske indvandring sker via zionistiske organisationer i fx USA, Israel, Tyskland og Polen, hvor man starter med at lære dansk. I Danmark samarbejder Udlændinge- og Integrationsministeriet med zionistiske græsrodsorganisationer, der formidler en uddannelse eller en stilling i den private eller offentlige sektor.
Den jødiske indvandrer er senest på det tidspunkt bragt i pligtgæld til den zionistiske organisation, der har formidlet integrationen. Det endelige valg mellem danskhed og zionisme skal træffes, når han eller hun enten accepterer de elitære zionistiske doktriner, der kræver loyalitet og visse modydelser, eller bliver udstødt og må klare sig på egen hånd.