Om fotograferingen af Forsakar /​ About photographing Forsakar

Landskaber / Landscapes, NATUR / NATURE

Forsakar, Degeberga.

Om fotograferingen af Forsakar, 2010

Forsakar ligger ved byen Degeberga i Skåne, godt og vel halvvejs fra Ystad mod Kri­stianstad. “Fosse-karret” er sven­skernes billed­lige navn for den lange, dybe ravine, der er formet af fossende vand på vej mod dati­dens Østersø fra den skan­di­na­viske indlandsis. Sten og mate­ri­aler i vandet sled sig ned i land­skabet, så der i dag ligger en char­me­rende dal med stejle sider og et stil­fær­digt vandløb i bunden.

Når man følger vandet opstrøms længst ind i ravinen, ender man ved foden af et vand­fald med en samlet fald­højde på 40 meter. Det er Skånes højeste vand­fald, delt over et plateau. Vandmængden vari­erer meget fra sommer til sommer. I tørre somre syner faldene ikke af meget.

Jeg var heldig midt på sommeren 2010. Der var faldet godt med regn i de fore­gå­ende måneder. Turen ind til faldene kan gøres på to måder, enten langs bunden af dalen eller ad en stejl sti til toppen af skræn­terne. I det sidste tilfælde ender man med at kigge ned på faldene. Dalruten er den smuk­keste og mest rekre­a­tive, så den valgte jeg den dag, men der er masser af motiver for en moti­veret foto­graf langs begge ruter.

Da jeg nåede faldene, blev jeg over­vældet af natu­rens skønhed og de oplagte mulig­heder for et godt billede. En ung pige balan­ce­rede med ungdom­mens lethed på det glatte plateau mellem de to fald og lod ikke til at have travlt.

Jeg ville tage et billede af faldene, mens pigen endnu var midt i scenen og kunne vise størrelsesforholdet.

Så alle­rede en anelse tidspresset klatrede jeg op ad skrænten til venstre for at opnå en bedre vinkel. Nogle minutter efter slid­s­kede jeg mig ned på et klip­pe­frem­s­pring, der kun lige levnede plads til fødderne. Det posi­tive var, at jeg havde uhin­dret over­blik, som det fremgår af billedet. Men så indtraf erken­delsen, “jeg er fanget på denne afsats og kommer aldrig op igen uden hjælp fra venlige men over­bæ­rende sven­skere.” Det medførte en øjeblik­kelig hedestig­ning til kinder og ører.
Jeg var blevet offer for min egen dumhed og kunne ikke længere foto­gra­fere afslappet og med omtanke.

Det var næst­sidste gang, jeg foretog mig noget hasar­deret på det skånske grund­fjeld. Sidste gang blev på Kullen nogle år senere, da jeg med fuldt udstyr faldt sølle 150 cm — men i fri accel­le­ra­tion mod den nøgne granit. Jeg afbø­dede faldet med blottet venstre krop­side. Av for h… ! — Farvespillet på min krop varede et par uger. Forstuvningen af venstre håndled varede seks måneder.

Siden har jeg holdt mig til stierne. Kedeligt og turis­t­ag­tigt, men sundere i min alder.

Hjemme på Beddingestrand konsta­te­rede jeg, at billedet ovenfor var det bedste skud, men det var uskarpt i hele det centrale afsnit. “Bl. 3.5, 1/​50 sek og 200 ISO” meddelte Photoshop liden­skabs­løst. Havde jeg undgået at stresse mig selv og valgt 800 ISO i stedet, ville jeg have haft bedre skarp­heds­dybde og lukkertid.

Trods bille­dets åben­bare skavanker, kan jeg ikke slippe det. Det er blevet behandlet med både high-pass og kreativ slut­skær­p­ning, indtil pige­barnet stod nogen­lunde velde­fi­neret. Disse krums­pring har til gengæld medført en speciel effekt på klip­pe­struk­tu­rerne, som om billedet var produ­ceret hos Disney.
Ikke flat­te­rende, men alli­gevel — dette billede er ét af mine besvær­lige børn!

Fortsat 2024:
Med DxO PureRAW og Darktable er resul­tatet blevet langt bedre, end det var muligt i 2010.

About photographing Forsakar, 2010

Forsakar is located by the town of Degeberga in Scania, well halfway from Ystad towards Kristianstad. “Fosse-karret” is the Swedish figu­ra­tive name for the long, deep ravine, which is formed by rushing water on its way to the former Baltic Sea from the Scandinavian ice sheet. Stones and mate­rials in the water wore down into the landscape, so that today there is a char­ming valley with steep sides and a quiet stream at the bottom.

When you follow the water upstream furt­hest into the ravine, you end up at the foot of a water­fall with a total drop of 40 meters. This is Scania’s highest water­fall. It is divided over a plateau. The amount of water varies greatly from summer to summer. In dry summers, the falls do not show much.

I was lucky in the middle of the summer of 2010. It had rained well in the previous months. The trip into the falls can be done in two ways, either along the bottom of the valley or along a steep path to the top of the slopes. In the latter case, one ends up looking down on the falls. The valley route is the most beau­tiful and most recre­a­tional, so I chose it that day, but there are plenty of motives for a moti­vated photo­grapher along both routes.

When I reached the falls, I was overwhelmed by the beauty of nature and the appa­rent possi­bi­lity for a good image. A young girl balanced with the ease of youth on the slip­pery plateau between the two falls and did not seem to be in a hurry.

I wanted to take a picture of the falls while the girl was still in the middle of the scene and could show the size ratio.

So already a little under time pres­sure I climbed up the slope to the left to achieve a better angle. A few minutes later, I slid down on a rock outcrop that only just left room for my feet. The posi­tive was that I had an unob­structed over­view, as shown in the picture. But then I realized, “I’m caught on this ledge and will never come up again without the help of friendly but indul­gent Swedes.” It imme­di­a­tely caused a heatwave to my cheeks and ears.
I had become a victim of my own stupi­dity and could no longer photo­graph calmly and thoughtfully.

It was the penul­ti­mate time I did somet­hing risky on the bedrock of Scania. The last time was at Kullen a few years later, when I with full equip­ment fell ridi­culous 150 cm — but freely acce­le­rating hitting the bare granite. I miti­gated the fall with my bare left body side. Aw for h… ! The play of colors on my body lasted a few weeks. The left wrist sprain lasted six months. Since then, I have stuck to the trails. Boring and touristy, but healt­hier at my age.

At home on Beddingestrand, I found that the picture above was the best shot, but it was blurry throug­hout the central section. “f3.5, 1/​50 sec and 200 ISO” Photoshop anno­unced without passion. Had I avoided stres­sing myself and chosen 800 ISO, I would have had better depth of field and shutter speed.

Despite the obvious flaws of the image, I can not let go of it. It has been treated with both high-pass and crea­tive final shar­pe­ning until the girl child stood reaso­nably well-defined. These twists and turns, in turn, have had a special effect on the rock struc­tures, as if the image were produced at Disney.
Not flat­te­ring, but still — it’s one of my troub­lesome kids!

Continued 2024:
With DxO PureRAW and Darktable, the result has become far better than was possible in 2010.