Photo (color-negative): 1970, Naval Diving School, Copenhagen.
Digital reproduction: January 2013, Zealand, Denmark.
Den danske to bolts hjelmdykkerdragt udviklet af Peter Hansen Hessing
Som arbejdende dykker i det danske bjergningsselskab Svitzer (Svitzer A/S, Svitzer Bjergnings Enterprise) havde Peter Hansen Hessing lært at dykke med traditionelt fri-hjelms-udstyr. Han forbedrede det eksisterende fler-bolts-system ved at give sit nye design en brystplade, der kunne boltes fast på en heldragt ved hjælp af en meget smart halsring med kun to bolte. Han patenterede sin hjelm i 1907. Hjelmen blev fremstillet af et antal specialister samt af Orlogsværket i København. Sidstnævnte er kendt for at have fremstillet de bedste hjelme (som den, der vises her fra Københavns Dykkerskole). Under anden verdenskrig blev hjelmen også fremstillet af Siebe Gorman i London.
Den hurtige montering af toboltshjelmen på heldragten blev højt værdsat, bl.a. af dykkerne i Ivigtut på Grønland under anden verdenskrig. Under bitterligt kolde forhold udførte de omfattende dykninger som en del af et projekt, der gik ud på at bygge en dæmning, der skulle forhindre havvandet i at bryde igennem til den åbne kryolit-mine på stedet. Kryolit var et vigtigt mineral, der blev brugt som katalysator i produktionen af aluminium til den amerikanske flyindustri på det tidspunkt.
Princip: Trykket indvendigt i hjelmen og dragten skal på ethvert tidspunkt være det samme som i det omgivende vand. En meget solid, ikke sammentrykkelig, luftslange fra overfladen er fastgjort til bæltet og hjelmen. Luften fra overfladen ledes ind i hjelmen via en kontraventil på bagsiden. Dykkeren afbalancerer sin “vægt” i vandet ved at lukke mere eller mindre luft ud via en justerbar fingerventil på hver side af hjelmen.
Hvis luftslangen ødelægges eller luftforsyningen ophører, forsegler kontraventilen dykkerdragten, og dykkeren har ca. 5 minutter til først at lukke afgangsventilerne, derefter enten at skære sig ud af dragten, hvilket er højst kritisk, eller blive i dykkerdragten og forsøge at frigøre sig fra blypladen på brystet og de tunge støvler i håbet om at blive let nok til at kunne flyde mod overfladen. På overfladen flyder dykkeren, så længe dragten og hjelmen er fyldt med luft.
Ankommet til overfladen vil dykkerens arme og ben være strakt ud fra kroppen af den ekspanderende luft, og han har ikke mulighed for at nå hjelmen eller på anden måde hjælpe sig selv. Han er nødt til at vente på hjælp. En klassisk hjelmdykker er fuldstændigt afhængig af et velfungerende team på overfladen.
I dette tilfælde er brystpladen blevet monteret før rygpladen, hvilket er en alvorlig fejltagelse, da det stort set er umuligt at frigøre rygpladen som den første vægt. Hver blyplade vejer 15 kg på land og stadig omkring 13 kg i vandet, så vægten må tages af fastgørelsespunktet ved at dykkeren løfter loddet, inden det kan fjernes. Dette er ikke muligt med rygpladen, da den af gode grunde er uden for rækkevidde.
Krops-squeeze: Et af de mere skræmmende aspekter ved den klassiske hjelm monteret på en heldragt er risiken for krops-squeeze (knusning af kroppen). Derfor er en af de vigtigste rutiner før hver dykning at kontrollere kontraventilen i hjelmen. Dette gøres manuelt af dykkeren selv. Hvis han ikke kan suge luft den forkerte vej gennem kontraventilen, anses ventilen at fungere som den skal. Uheldigvis tilsidesættes denne rutine i mange tilfælde, og det følgende skete med en såkaldt stenfisker i Danmark tilbage i 60’erne.
Han havde ikke efterset sin kontraventil, og mens han dykkede efter kampesten på en dybde af ti meter, tabte kranføreren på skibet en stor sten, der ramte dykkerslangen, hvor den passerer over skibssiden, og slangen blev slået over. På ti meters dybde er trykforskellen 1 bar, hvilket svarer til et ekstra tryk på dykkeren på over 15 tons. Det udlignes under normale forhold af trykket i dragten.
Da kontraventilen ikke lukkede rigtigt — eller slet ikke — kunne modtrykket i dragten og hjelmen ikke opretholdes, og naturkræfterne vil forsøge at udligne trykforskellen. Da dragten og luftslangen er tætte og stærke og normalt forhindrer vandet i at løbe ind i dragten og luften i at undslippe, bliver dykkerens krop presset ind i hjelmen af vandtrykket på dragten, indtil passagen til slangen og overfladen er blokeret. Dykkeren dør inden for få sekunder og redningsholdet finder en grotesk lille krop med et hoved, der er formet af hjelmens indre.
Moderne dykkerhjelme og dragter repræsenterer en omfattende forbedring siden dengang. Kobberhjelmen er blevet erstattet af et meget lettere design i glasfiber, og dragten laves af moderne neopren-materialer kombineret med et indbygget opvarmningssystem. Vægten af udrustningen, der vises på billedet, er omkring 70 kg og udgør en betydelig byrde på land.
Billedet er baseret på et skannet mindre farvebillede fra 1970. Jeg tog billedet under et civilt tungdykkerkursus på Søværnets Dykkerskole på Holmen, hvor jeg en overgang fungerede som instruktør sammen med en kammerat fra Frømandskorpset, Per Söderhamn — Hej Rudolf!
Jeg har brugt effektfilter for at skjule fejlene i det originale billede, og hvis jeg må gøre en dyd af nødvendigheden, synes jeg, at det rustikke udtryk passer udmærket til udstyret og miljøet.
Dykkeren i billedet er en konstrueret figur, der præcis dækker den virkelige dykker fra det originale billede.
The Danish two-bolt helmet diving suit developed by Peter Hansen Hessing
As a working diver in the Danish salvage company Svitzer (Svitzer A / S, Svitzer Bjergnings Enterprise) Peter Hansen Hessing had learned to dive with traditional free-helmet equipment. He improved the existing multi-bolt system by giving his new design a chest plate that could be bolted to a full suit using a very smart neck ring with only two bolts. He patented his helmet in 1907. The helmet was manufactured by a number of specialists as well as the Danish Navy in Copenhagen. The latter is known for having manufactured the best helmets (like the one shown here from Copenhagen Diving School). During World War II, the helmet was also made by Siebe Gorman in London.
The quick fitting of the two-bolt helmet on the suit was highly valued, i.a. of the divers in Ivigtut in Greenland during World War II. Under bitterly cold conditions, they carried out extensive diving as part of a project aimed at building a dam to prevent seawater from breaking through to the open cryolite mine on site. Cryolite was a important mineral used as a catalyst in the production of aluminum for the American aerospace industry at the time.
Principle: The pressure inside the helmet and suit must at alle times be the same as in the surrounding water. A very solid, non-compressible, air hose from the surface is attached to the belt and helmet. The air from the surface is led into the helmet via a non-return valve on the backside. The diver balances his “weight” in the water by shutting more or less air out via an adjustable finger valve on each side of the helmet.
If the air hose is damaged or the air supply ceases, the non-return valve seals the diving suit and the diver has approx. 5 minutes to first close the outlet valves, then either cut out of the suit, which is highly critical, or stay in the diving suit and try to free yourself from the lead plate on the chest and the heavy boots in the hope of being light enough to float up to the surface. On the the surface the diver will float as long as the suit is filled with air.
Arrived to the surface, the diver’s arms and legs will be stretched out from the body from the expanding air, and he cannot reach the helmet or otherwise help himself. He must wait for help. A classic helmet diver is completely dependent on a well functioning team on the surface.
Body-squeeze: One of the more frightening aspects of the classic helmet mounted on a suit is the risk of body-squeeze (crushing of the body). Therefore, one of the most important routines before each dive is to check the non-return valve in the helmet. This is done manually by the diver himself. If he can not suck air the wrong way through the non-return valve, the valve is considered to function properly. Unfortunately, this routine is overridden in many cases, and the following happened with a so-called stone fisherman in Denmark back in the 60s.
He had not inspected his non-return valve, and while diving for boulders at a depth of ten meters, the crane master on the ship dropped a large rock that hit the diving hose, and the hose was knocked over. At a depth of ten meters, the pressure difference is 1 bar, which corresponds to an extra pressure on the diver of more than 15 tons. This is normally matched by the pressure in the suit.
Since the non-return valve did not close properly — or not at all — the back pressure in the suit and helmet could not be maintained and the forces of nature will try to even out the pressure difference. Since the suit and air hose are tight and strong and usually prevent the water from running into the suit and the air from escaping, the diver’s body is squeezed into the helmet by the water pressure on the suit until the passage to the hose and surface is blocked. The diver dies within seconds and the rescue team finds a grotesque little body with a head shaped from the inside of the helmet.
Modern diving helmets and suits represent a comprehensive improvement since then. The copper helmet has been replaced by a much lighter design in fiberglass, and the suit is made of modern neoprene materials combined with a built-in heating system. The weight of the equipment shown in the picture is about 70 kg and constitutes a significant burden on land.
The picture is based on a scanned smaller color copy from 1970. I took the picture during a civilian heavy diving course at the Naval Diving School on Holmen, where I temporarily acted as an instructor together with a friend from the Tactical Diving Corps, Per Söderhamn — Hi Rudolf!
I’ve used effect filter to hide the flaws in the original image, and if I may make a virtue of necessity, I think the rustic look suits the equipment and environment very well.
The diver in the image is a constructed figure that exactly covers the real diver from the original image.