Om at fotografere en Spurvehøg /​ About photographing a Sparrowhawk

Fugle / Birds, NATUR / NATURE


Photo: April 2021, Skovby, Als, Denmark.

At fotografere en spurvehøg — ved et held

En dag i marts, da jeg opholdt mig i køkkenet, lød der et højt bump fra et af vindu­erne i stuen. Der er vinduer mod vejen og haven, så man kan kigge gennem stuen fra begge sider. Det ligner en flugtvej, hvis man er en fugl  i panik. Det måtte være en fugl, der var fløjet imod en af ruderne ud mod vejen, selv om bumpet mere lød som en tennis­bold fra en hidsigt servende John McEnroe.

Stakkels fugl. Jeg var hurtigt henne ved vinduet for at se, om jeg kunne stille noget op for offeret. Der var intet at se. Jeg trådte et par meter til siden for at kigge ud ad det næste vindue — og der! — på fliserne lige nedenfor — sad en meget impo­ne­rende Spurvehøg med kløerne i brystet på en stak­kels Solsort. Hvis Solsorten ikke alle­rede var færdig efter sammen­stødet med ruden, så var den i øjeblikket sekunder fra at dø af otte stiksår i brystkassen.

Spurvehøgen spej­dede rundt med sine hypno­tiske høgeøjne, og det gik op for mig, at selv om jeg kun stod 1,5 meter fra den, kunne den ikke se mig på grund af spej­lingen i ruden.

Hvor er mit kamera?

Hvor er mit kamera! — var min første tanke. Det er aldrig langt fra mig. — Undtagen den dag.
Helt undta­gel­sesvis havde jeg efter­ladt foto­ta­sken i carporten og kunne ikke komme til den uden at forstyrre scenen.
Mens jeg baksede med mit gamle lomme­ka­mera, der lå  til oplad­ning, var fuglen fløjet — også fysisk.

Hvor uheldig kan man være. Meget uheldig måtte jeg konsta­tere. Jeg havde en perle af et billede på mine nethinder.
Og hvor ofte gentager en så speciel situ­a­tion sig? — Efter mit stati­stiske gæt, ville den aldrig indtræffe igen.
Jeg venter ikke på rovfugle for at tage billeder af dem. Det har jeg ikke tålmo­dighed til. Efter to timer i et fotoskjul er jeg ufor­holds­mæs­sigt ældet. Jeg satser på heldet.

Nu ærgrede jeg mig gennem flere dage. For at få uheldet ud af kroppen fortalte jeg forskel­lige venner om det. De fleste  ved, at min foto­taske og jeg er uadskil­le­lige. Jeg hævder altid at være forbe­redt på at tage det indis­kuta­belt skarpe billede af et UFO, og måske af det inter­es­sante indhold.

Held i uheld

Men, i marts-april 2021 må et eller andet være gået galt med den stati­stiske sand­syn­lighed, for omkring ti dage senere — ikke den 1. april, men 2. april — da min foto­taske som sædvan­ligt var inden for række­vidde — indtraf præcis samme hændelse igen!!!

Ikke bare nogen­lunde tilsva­rende. Det var som om, at det første hændel­ses­forløb blev genaf­spillet identisk.
Denne gang var jeg klar. Min Sony A7R3 med en Tamron 28–75 mm var i hænderne på mig i løbet af et par sekunder, og heller ikke denne gang ænsede høgen mig (muligvis samme fugl). Vantro kunne jeg knipse løs på klos hold, indtil jeg var sikker på at have mindst ét velfo­ku­seret billede, hvor modellen viste sig fra sin bedste side.

Resultatet kender I alle­rede. Det er mit bedste fugle­foto til dato, sikkert for stedse. Det impo­nerer nok ingen, der jævn­ligt foto­gra­ferer rovfugle, men jeg vil næppe nogen sinde opnå et bedre billede af en Spurvehøg.

Denne genta­gelse var et utro­ligt held i uheld. Jeg har sendt mere end én taknem­melig tanke i retning af universet, hvor både skæb­nens ironi og Forsynet synes at holde til.

Og behøver jeg at nævne, at noget lignende aldrig havde over­gået mig tidli­gere og indtil dato ikke har gentaget sig. Jeg lover at skrive en tilfø­jelse, hvis det usand­syn­lige indtræffer endnu en gang.

Photographing a Sparrowhawk — through a stroke of luck

One day in March, when I was in the kitchen, there was a loud bang from one of the windows in the living room. There are windows facing the road and the garden, so you can look through the living room from both sides. It looks like an escape route if you are a bird in panic. It must have been a bird that had flown against one of the panes facing the road, although the bump sounded more like a tennis ball from a furiously serving John McEnroe.

Poor bird. I quickly went to the window to see if I could put somet­hing up for the victim. There was nothing to see. I stepped a few meters to the side to look out the next window — and there! — on the tiles just below — sat a very impres­sive Sparrow Hawk with its claws in the chest of a poor Blackbird. If the Blackbird wasn’t already finished after the impact with the pane, she was currently seconds away from dying from eight stab wounds to the chest.

The sparrow hawk scouted around with its hypnotic hawk eyes, and it dawned on me that even though I was only 1.5 meters away from it, it couldn’t see me because of the reflection in the window.

Where is my camera?

Where’s my camera! — was my first thought. It is never far from me. — Except that day.
Quite excep­tio­nally, I had left the photo bag in the carport and couldn’t get to it without distur­bing the scene.
While I was fiddling with my old pocket camera that was being charged, the bird had flown — also physically.

How unlucky can you be. Very unfortu­nate I had to say. I had a gem of a picture on my retinas.
And how often does such a special situ­a­tion repeat itself? — Based on my stati­stical guess, it would never happen again.
I don’t wait for raptors to take pictures of them. I don’t have the patience for that. After two hours in a photo hide I am dispro­por­tio­na­tely aged. I bet on the good fortune.

Now I resented it for several days. To get the acci­dent out of my body, I told various friends about it. Most people know that my photo bag and I are inse­pa­rable. I am clai­ming to always be prepared to take that indis­putably sharp picture of a UFO, and maybe of the inte­r­e­sting content.

A blessing in disguise

But, in March-April 2021, somet­hing must have gone wrong with the stati­stical proba­bi­lity, because about ten days later — not April 1st, but April 2nd — when my photo bag was within reach as usual — exactly the same event occurred again!!!

Not just roughly equi­va­lent. It was as if the first sequence of events was replayed identically.
This time I was ready. My Sony A7R3 with a Tamron 28–75mm was in my hands in a few seconds, and this time the hawk paid no atten­tion to me either (possibly the same bird). In disbe­lief, I could snap away at random until I was sure I had at least one well-focused photo where the model was at her best.

You already know the result. This is my best bird photo to date, probably for ever. It probably won’t impress anyone who regu­larly photo­graphs birds of prey, but I’m unli­kely to ever get a better picture of a Sparrowhawk.

This repeat was an incre­dible stroke of luck. I have sent more than one grateful thought in the direction of the universe where both the irony of fate and provi­dence seem to reside.

And need I mention that somet­hing similar had never happened to me before and to date has not happened again. I promise to write an amend­ment if the unli­kely happens once more.