Maj 2011
Holbæks havnefront og opportunismens grimme fjæs
Denne dystre fremtoning af den nuværende havnefront i Holbæk må tjene til skræk og advarsel for enhver borger. Den skal samtidig være en opfordring til befolkningen om i tide at skille sig af med politikere, der under påskud af udvikling sætter profit over trivsel og kvalitet. Med andre ord — politikere, der kun tænker på at fylde egne lommer.
Firkantede betonklodser er, uanset om de ligger på Ladegårdens marker eller på kanten af Holbæk havn, vederstyggeligheder, der signalerer moralsk fallit og bankers og byråds grådighed og foragt for hensynet til almenvellet. Denne skændsel blev gennemtrumfet først i dette århundrede og vidner om, at magthaverne i Holbæk gav fanden i omfanget af ødelæggelserne, så længe hærværket betalte sig. Ikke før dette overgreb mod Holbæks identitet og kystlinje er totalt jævnet med jorden, kan holbækkerne vende tilbage til byens stolte traditioner som dansk købstad.
Gennem 1900-tallet var den gamle industrihavn et refugium for borgerne. Folk trivedes med at følge med i losningen og lastningen af skibe fra udlandet, med at lystfiske eller indtage madpakken i ro og mag på havnen, mens de mange indtryk fra fjorden gjorde en let om hjertet. Der var atmosfære i Industrihavnen. Da havnen mistede sin betydning som indskibningshavn, blev arealet ledigt, og smarte profitjægere i byrådet var ikke sene til at lancere salgsbilleder af “havnefront” og “skyline”, små ”bygherrer” med dybe lommer og en selvbevidsthed som Rundetårn, hensynsløse, fantasiløse og uden moral.
Hvad havneområdet mangler nu — er sjæl! Det skulle have været en del af en grøn folkepark med direkte tilkørsel fra hovedgaden, åben ud til vandet i respekt for det tidligere miljø og med lave tilbagetrukne bygninger, der var tegnet, så de formidlede atmosfæren fra den gamle havn og fremmede borgernes fremmøde og trivsel i et rekreativt fælles rum ud mod fjorden.
I stedet fik Holbæks borgere en række grimme højhuse, der ikke alene er mast sammen indbyrdes, men er ved at snuble over kajen. Alle lejligheder og kontorer er forsøgt solgt med “fjordudsigt” eller “fjordglimt” som glasur på rævekagen. Minimale striber af grønt er etableret i bunden mellem siloerne, så alibiet er i orden. Værdifuld byggejord misbruger man sandelig ikke til levende plæner og træer.
Som et absolut minimum skulle “8–80-reglen” have været respekteret. Den fordrer, at et bebygget område skal være lige velegnet for et 8‑årigt barn og en 80-årig gamling. Det er klart, at 8–80-reglen er en moralsk lov. Den eksisterer ikke i nogen lovsamling, for den slags hensyn ville reducerer parasitklassens adgang til at udbytte og profittere.
Som kontrast til denne vandalisme kan man besøge Roskilde og nyde området omkring Vikingeskibshallen og den tilstødende gamle havn, ikke perfekt, men et godt stykke på vej.