En kvinde af format er død

December 2024.

En kvinde af format er død, 96 år

Den modige tyske system­kri­tiker fru Ursula Haverbeck døde onsdag 20. november 2024 i en alder af 96 år.

Det zioni­st­be­satte Tyskland har kun onds­indet propa­ganda til overs for Ursula Haverbeck, blandet med slet skjult begej­string over endelig at være sluppet af med hende. 

Fru Ursula Haverbeck var en stil­færdig, venlig, vidende og tilta­lende kvinde, der på en civi­li­seret måde udtalte sin mening om det aktu­elle regime i Tyskland, specielt angreb hun tabu­erne, de under­tryk­kende forbud imod at kriti­sere bestemte dele af Europas historie. Jødernes påståede Holocaust i Europa er et af disse tabuer, en histo­ri­e­for­falsk­ning, der bevi­se­ligt mangler grundlag i virkeligheden.

Fru Ursula Haverbeck blev kaldt for ”holo­caust­be­nægter”, en falsk beteg­nelse, der i lighed med ”anti­semit” auto­ma­tisk hæftes på personer, som tillader sig at være uenige med eller åben­lyst kriti­serer zionismen og dens udoku­men­te­rede krav og påstande.

Denne ældre dame repræ­sen­te­rede tyran­niets værste fore­stil­linger om en poli­tisk opponent. 
Ursula Haverbeck blev født den 8. november 1928 i Gilserberg i Hessen som tysk stats­borger i det frie Tyskland, der eksi­ste­rede frem til 1945. Dermed besad hun et usæd­van­ligt over­blik over virke­lig­he­dens Tyskland under Anden Verdenskrig og senere over den fiktive frem­stil­ling af dette Tyskland på grundlag af de vindende zioni­st­kon­trol­le­rede magt­grup­pe­ringer, først og frem­mest i Sovjetunionen, men i stigende grad i USA, Canada, England, Frankrig m.fl.

Dette over­blik kombi­neret med person­ligt mod og en udtalt vægring imod at lade sig under­trykke af en aggressiv okku­pe­rende kultur blev en udfor­dring for dette regime i efter­krig­sti­dens Tyskland. Besættelsesmagten reage­rede uempa­tisk og uden moral ved i gentagne tilfælde at rets­for­følge og fængsle denne ældre kvinde. Undertrykkelsen blev udført provo­ke­rende og usselt, som det er karak­te­ri­stisk for despoter, der ynder at demon­strere magt gennem dispro­por­tio­nale “legale” reaktioner.

Her en artikel pr. 21 november 2024 fra Associated Press udgivet i anled­ning af Ursula Haverbecks bort­gang. Nedenfor vises et billede af artiklen, eftersom inter­ne­tud­gaven vil forsvinde, så snart artiklen skønnes uaktuel.
En over­sæt­telse følger efter billedet.

Teksten under billedet siger:

Ursula Haverbeck arrives in the Tiergarten District Court in Berlin, Germany, Oct. 16, 2017. (Paul Zinken/​dpa via AP. File) [Ursula Haverbeck ankommer til Tiergartens Retsdistrikt i Berlin, Tyskland, 16. oktober 2017.]
Fru Ursula Haverbeck var på det tids­punkt 89 år gammel.

Artiklen på engelsk fort­sætter under billedet:

BERLIN (AP) – Ursula Haverbeck, a promi­nent German far-right acti­vist who accu­mu­lated a string of convi­ctions for denying the Holocaust, has died. She was 96.
Haverbeck died on Wednesay, her lawyer Wolfram Nahrath told German news agency dpa on Thursay.
Haverbeck repe­a­tedly asserted that Auschwitz was just a work camp. In fact, histo­rians say at least 1.1 million Jews were murdered there by the Nazis.
She was first convi­cted and fined in 2004, and several further convi­ctions for inci­te­ment followed – some of them carrying prison sentences. In one of those cases, she served more than tvo years in prison in the western city of Bielefeld between 2018 og 2020.
A small far-right party, The Right, chose her as candi­date for the 2019 European Parliament election.
Haverbeck was convi­cted in June for inci­te­ment and sentenced to a year and four months in prison by the Hamburg state court for comments about Auschwitz.
She appe­aled against that verdict.

Sammenlignet med, hvad der i øvrigt verserer om Ursula Haverbeck, er denne artikel klæde­ligt neutral, men desværre er det nødven­digt for Associated Press at bruge tvangs­ordet “benægte”, hvis de ikke vil lægge sig ud med det offi­ci­elle narrativ:

Her er artiklen i dansk oversættelse:

[Ursula Haverbeck, en promi­nent tysk yderlig højre-akti­vist, som akku­mu­le­rede en række domme for at benægte Holocaust, er død. Hun blev 96.
Haverbeck døde onsdag, meddelte hendes advokat Wolfram Nahrath det tyske nyheds­a­gentur dpa i tirsdags.
Haverbeck gjorde gentagne gange gældende, at Auschwitz blot var en arbejds­lejr. I virke­lig­heden, siger histo­ri­kere, at mindst 1.1 million jøder blev myrdet der af nazisterne.
Hun blev dømt og pålagt en bøde i 2004, og adskil­lige yder­li­gere domme for at opfordre til poli­tisk modstand fulgte – nogle af dem var fængsels­domme. I en af sagerne afso­nede hun mere en to års fængsel i vest­byen af Bielefeld mellem 2018 og 2020.
Et lille højre-parti, Die Rechte, valgte hende som kandidat for valget til Europa-Parlamentet i 2019.
Haverbeck blev i juni, for at opfordre til poli­tisk modstand, idømt to år og fire måne­ders fængsel af delstats­retten i Hamburg i anled­ning af poli­tiske kommen­tarer om Auschwitz.
Hun appel­le­rede dommen.]

Fiktion over virkelighed

Den tyskdrevne Auschwitz-Birkenau fange­lejr var under Anden Verdenskrig en tvangs­ar­bejds­lejr. Den blev indrettet i en beslag­lagt polsk kaserne efter den tyske besæt­telse af Polen. Arbejdskraften fra tusindvis af poli­tiske fanger blev udnyttet til at under­støtte den igang­væ­rende tyske krigsførelse. 

Denne arbejds­lejr er indtil videre af krigens vindere blevet tildelt 1.1 million jødiske ofre, der efter påstanden syste­ma­tisk blev myrdet i speci­elle gaskamre, hvor­efter de spor­løst forsvandt gennem et antal krematorier.

Det tyske Auschwitz-Birkenau lejrkom­pleks i Polen kunne muligvis rumme op til 200.000 fanger, poten­tielt 4 gange antallet af indbyg­gere i nuti­dens Roskilde (ca. 50.000). Derfor måtte krema­to­ri­e­ka­pa­ci­teten fra starten dimen­sio­neres, så det var muligt at følge med den natur­lige døde­lighed i en teore­tisk popu­la­tion på 200.000.
Men ikke nok med det; kapa­ci­teten måtte også dække i tilfælde af ufor­udset over­dø­de­lighed. Epidemier i en koncen­treret befolk­ning af den stør­rel­ses­orden må kunne admi­ni­streres uden risiko for ophob­ning af døde, der ikke kan køles ned, hvis krema­to­ri­e­ka­pa­ci­teten svigter. Begravelser var udelukket med et grund­vands­spejl kun 1 meter under overfladen.

I den sammen­hæng er det udtryk for prio­ri­te­ring af spar­somme ressourcer, når krema­to­ri­e­ov­nene alle var af en ældre udgave, der blev fyret med koks og i teknisk forstand range­rede under den eksi­ste­rende krema­to­ri­e­teknik i Tyskland på det tidspunkt.

Koncentrationen af tusindvis af menne­sker til beman­ding af de mange satel­li­tin­du­strier omkring selve Auschwitz-lejren medførte i 2–3 tilfælde udbrud af tyfus-epide­mier. Disse epide­mier fik i begyn­delsen et fatalt forløb og krævede tusinder af dødsofre, hvor­efter yder­li­gere sani­tære forholds­regler, herunder forstærket under­vis­ning af de indsatte, blev pålagt fra Berlin.

Lejren modtog mange fanger fra Østeuropa. Rejserne til lejren foregik i vid udstræk­ning i lukkede gods­vogne, en almin­delig og billig trans­port­form i Østeuropa på det tids­punkt. Men lange rejser under primi­tive og uhygiej­niske forhold medførte spred­ning af utøj og øget risiko for infek­tion med den smit­te­far­lige plet­tyfus (epide­misk tyfus). Sygdommen forår­sages af bakte­rier, der bl.a. over­føres via kropslus.
Derfor blev praksis ændret i 1941, så Auschwitz ikke længere var den direkte desti­na­tion efter en lang rejse med lav hygiejne. 

Opretholdelsen af gode sani­tære forhold i fange­lej­rene med løbende desin­fi­ce­ring af beklæd­ning og sengetøj i indu­strielt udvik­lede gaskamre kunne vedli­ge­holdes indtil slut­ningen af 1944, da de alli­e­rede styrker havde opnået domi­nans og fra luften kunne beskyde og bombe arbejds­lej­rene. Forsyningslinjerne i Polen brød sammen. Bombningen og beskyd­ningen af lejrene under­streger arbejds­lej­renes betyd­ning for den tyske krigsførelse.
Uden tilstræk­ke­lige forsy­ninger af brændsel, føde­varer og medicin, specielt penin­cellin, var det umuligt at bekæmpe plet­tyfus og andre smit­te­far­lige sygdomme i lejrene. Ubehandlet medfører plet­tyfus feber, diarré, dehy­dre­ring og afma­gring, og bety­delig risiko for at dø.

For at formindske risi­koen for fatale epide­mier i arbejds­lej­rene blev tran­sit­lejre etab­leret i det østlige Polen. Det var de såkaldte Reinhard-lejre: Bełżec, Sobibór og Treblinka, der blev anlagt fra oktober 1941. Fangerne blev derefter kørt direkte til en af tran­sit­lej­rene, hvor de straks efter modta­gelsen blev afklædt, klippet og bruse­badet med varmt vand og sæbe og fik udle­veret rent tøj og fodtøj. Deres bagage og private beklæd­ning blev desin­fi­ceret og pakket, inden fangerne med deres ejen­dele fort­satte rejsen til Auschwitz-Birkenau typisk inden for 2–3 dage.
Dette forløb er blevet bekræftet af et antal jødiske tidli­gere fanger, der gennem­førte rejsen og efter krigen har fore­trukket at refe­rere deres ople­velser sand­fær­digt. Det kræver bety­de­ligt mod at modstå presset fra efter­ti­dens verdenszi­o­nisme og dens aggres­sive og ofte inti­mi­de­rende propa­ganda, der kun tillader én udlægning.

På Wikipedia, der kan være et nyttigt opslags­værk i upoli­tiske sammen­hænge (men i øvrigt fungerer som verdens­kul­tens talerør ved kun at tillade main­stream-udlæg­ningen af enhver begi­venhed af betyd­ning), kan den troskyl­dige læser præpa­rere sig selv med den offi­ci­elle zioni­stiske udlæg­ning af formålet med Reinhard-lejrene.
Det er groteske histo­rier, af gode grunde fulde af selv­mod­si­gelser og udoku­men­te­rede påstande, der kun tjener ét formål: at cemen­tere zioni­sternes falske histo­ri­eskriv­ning om et folkedrab på jøderne i Europa.

Et jødisk mindretal af samvit­tig­heds­fulde menne­sker, der gennem­le­vede tiden i Auschwitz, har for efter­tiden bevidnet, at de som fanger i lejren blev behandlet anstæn­digt. De kunne modtage læge­hjælp og opera­tioner på lejrens moderne hospital. De havde adgang til et teater; de kunne deltage i orke­stre og over­være koncerter. 
De kunne købe person­lige fornø­de­n­heder som ciga­retter og tobak af den løn, der blev udbe­talt i en intern lejr­va­luta. Disse vidner har i senere filmede inter­view forklaret, at de af lejrens ledelse blev invi­teret til at deltage i indret­ningen af vugge­stue og børne­have. Der blev arran­geret turne­ringer, hvor hold af fanger spil­lede fodbold indbyrdes, eller dystede med lejr­per­so­nalet, eller lige­frem med indbudte hold udefra. 
Billeder af den interne valuta såvel som af bl.a. et engelsk fodbold­hold i Auschwitz kan findes på internettet.

Internationale Røde Kors, der løbende gennem­førte uanmeldte besøg i bl.a. Auschwitz-lejren og admi­ni­stre­rede distri­bu­tionen af civile pakker og post udefra til fangerne, rappor­te­rede efter krigen, at det samlede dødstal i tyske lejre som helhed under Anden Verdenskrig androg 286.000. Jødiske fanger udgjorde ca. 40 procent af de indsatte.

Denne virke­lighed er massivt blevet under­trykt af efter­krig­sti­dens zioni­stiske rege­ringer i Israel og Europa og i euro­pæisk grund­lagte samfund andre steder i verden, hvor zioni­sterne har sat sig på magten og medi­erne. Sandheden er syste­ma­tisk blevet udskiftet med fortæl­lingen om en morde­risk plan til udryd­delse af alle jøder. Denne histo­ri­e­for­falsk­ning har konstant til formål at påføre og vedli­ge­holde en kollektiv skyld hos euro­pæ­erne, især hos den tyske befolk­ning. Hjernevasken har stået på siden krigen og vil fort­sætte i kommende gene­ra­tioner, hvis ingen sætter en stopper for den.

Den bedra­ge­riske propa­ganda om et Holocaust i det tysk admi­ni­stre­rede Europa adskiller sig i kriminel hensigt ikke fra den zioni­stiske propa­ganda i Mellemøsten pr. 2024. I det melle­møst­lige tilfælde har den til formål at retfær­dig­gøre det igang­væ­rende zioni­stiske folke­mord på den oprin­de­lige suveræne befolk­ning af Palæstina, palæsti­nen­serne. Undertrykkelsen og de daglige mord på såvel muslimske som kristne palæsti­nen­sere har mere eller mindre uanfægtet stået på gennem 76 år. I samme tidsrum er verdens­sam­fundet i skik­kelse af FN i bekym­rende omfang blevet forhin­dret i at bringe forbry­delsen til ophør.

I den sammen­hæng er det umuligt at overse, at verdens super­mora­list og selv­be­stal­tede poli­ti­mand, USA, er okku­peret af zioni­ster i alle ledende organer. Zionisterne (“neocons”, nykon­ser­va­tive, som de kalder sig) kontrol­lerer parla­mentet og de skif­tende admi­ni­stra­tioner og præsi­denter i USA, og de har effek­tivt forhin­dret FN’s beslut­ninger, hver gang Israel har været under anklage. 
– Jøderne gik jo så grue­ligt meget igennem i Europa under Anden Verdenskrig – lyder mantraet blandt USA’s kristne i 2024. Selv ikke-jødiske zioni­ster i USA er over­be­viste om, at de ved at støtte Israels kamp mod en eller anden ond og anti­se­mi­tisk over­magt deltager i fuld­byr­delsen af en reli­giøs profeti. 
Den virke­lige krig i Mellemøsten er bestemt stra­te­gisk, men langt mere profan end de fleste fore­stiller sig. 
Den handler primært om, at Israel og USA med udrens­ningen i Gaza er i gang med at sikre sig adgangen til bety­de­lige mate­ri­elle ressourcer og værdi­fulde handels­veje. Udsigten til at spinde guld sættes konstant over andre menne­skers ret til et liv. Lavere kan det ikke blive. 

Religion som politisk argument

Hvordan kunne efter­krig­sti­dens historie om 6 mio. myrdede jøder i tyske ”døds­lejre” opstå?

Kravet om seks milli­oner ”bræn­dofre” er blevet gentaget fra jødiske orga­ni­sa­tioner og blev alle­rede gjort gældende forud for Første Verdenskrig, der brød ud i 1914. Ifølge profe­tien skal seks milli­oner jøder bræn­dofres!, før de over­le­vende kan indtage det påståede ejen­domsland. Det må være en tyngende eksi­sten­tiel betin­gelse at udfordre for zioni­stiske jøder, men impli­ka­tio­nerne har ikke været mindre plag­somme for zioni­sternes omgivelser. 
Det ideo­lo­giske grundlag er mytisk reli­gion, der udnyttes poli­tisk. Derfor er verdens­freden konstant udfor­dret fra zioni­ster, der hævder myterne bogsta­ve­ligt for poli­tisk vindings skyld. Det når sjæl­dent ud i medi­erne, at det myte­drevne Israel fast­holder en selv­be­staltet ret til at okku­pere og over­tage Palæstina og Libanon, og dele af Syrien, Irak, Jordan, Saudi Arabien og Egypten, for at kunne reali­sere zionis­mens poli­tiske mål: et Stor-Israel med en verdens­re­ge­ring i Jerusalem.

Her er det virke­lige motiv for det plan­lagte landerov:
Der findes bety­de­lige olie og gasres­sourcer i fast­lands­so­klen udfor Gaza. En over­ve­jende del af denne ressource er efter inter­na­tio­nale konven­tioner palæsti­nen­sisk ejendom. Men det zioni­st­kon­trol­le­rede USA arbejder på et frem­ti­digt kompag­ni­skab med Israel, der har til formål at stjæle og udnytte denne ressource til fælles beri­gelse (på samme måde som USA beslag­lægger rige olie­fo­re­kom­ster i Syrien og deler olien med Israel). Derfor – til normale menne­skers stigende forun­dring – medvirker USA aktivt med våben, mand­skab og efter­ret­ninger til det igang­væ­rende folke­mord Palæstina og den plan­lagte totale fordri­velse af palæsti­nen­serne fra deres land.

I kølvandet af Anden Verdenskrig blev følgende zioni­stiske ræson­ne­ment gjort gældende: Skulle profe­tien om de 6 milli­oner bræn­dofre opfyldes i tide, burde man nu gribe chancen for at hævde mytens virke­lig­gø­relse, inden den jødiske stat ville blive etab­leret i Palæstina fra 1948 (en zioni­stisk okku­pa­tion med hjælp fra USA og England). 
Så hvorfor ikke hjælpe profe­tien på vej ved at hævde, at seks milli­oner jøder var blevet myrdet i tyske ”døds­lejre” under Anden Verdenskrig. Navnet på tyskernes projekt ”Endlösung der Judenfrage” passede perfekt til at blive udlagt forkert i zioni­sternes massemedier.

Den tyske kampagne Endlösung… havde virkelig haft til formål at fjerne alle zioni­stiske jøder fra Tyskland og de tyske protek­to­rater i Europa, men vel at mærke ved at genhuse dem uden for Europa. Efter krigen blev projektet af de samme zioni­ster udlagt som en natio­nalso­ci­a­li­stisk beslut­ning om at myrde alle jøder. De fleste zioni­ster i Tyskland op til Anden Verdenskrig var revo­lu­tio­nære bolsje­vikker. Deres inter­na­tio­nale orga­ni­sa­tion havde alle­rede gennem­ført et statskup i Rusland, hvorunder de først myrdede Zaren og hans familie og derefter syste­ma­tisk sovje­tu­ni­o­nens euro­pæ­iske intelligentsia. 
Forskellige histo­ri­kere og kritiske forfat­tere har nævnt dødstal på mellem 20 og 60 milli­oner myrdede sovjet­bor­gere mellem 1917 og 1959 (ud over de 20 milli­oner, der faldt under Anden Verdenskrig). Sandheden om de poli­tiske drab ligger sand­syn­ligvis et sted midt imellem, dvs. omkring 40 milli­oner, når ofrene fra tusindvis af “sind­sy­ge­ho­spi­taler” og “genop­dra­gende” Gulag lejre inkluderes. 

Revolutionære jødiske bolsje­vikker i Tyskland havde i mellem­krig­sårene forsøgt at udråbe Bayern til en uafhængig kommu­ni­stisk stat i Tyskland. De blev fængslet eller dræbt af vete­raner fra Første Verdenskrig. På grundlag af dette, og en række eksempler på under­gra­vende virk­somhed i forhold til tysk kultur, havde den natio­nalso­ci­a­li­stiske stat gode grunde til at skille sig af med zioni­sterne, og Endlösung betød, at zioni­sterne blev udvist fra tyske besid­delser og repa­tri­eret i Mellemøsten, Australien, Afrika eller USA efter ønske. Der var aldrig tale om en plan for masse­mord. Det lå under tysk værdighed. Det poli­tiske styre ville ikke kunne hævde sig efter krigen med et folke­mord på samvit­tig­heden. Moral har til gengæld aldrig været et problem for zionisterne.

Omkring 50.000 jøder udrejste før krigen fra Tyskland til Mellemøsten med alt betalt af rege­ringen, dvs. udru­stet med et gælds­bevis, der dækkede de efter­ladte værdier. Gældsbeviset kunne indløses i enhver bank ved ankom­sten til det nye bestem­mel­ses­sted. En nu efter­tragtet guld­me­dalje blandt samlere blev printet til fejring af samar­bejdet mellem det natio­nalso­ci­a­li­stiske Tyskland og zioni­sterne i Mellemøsten. På den ene side viser den en davids­stjerne, på den anden side et svastikakors. 
De to symboler har optrådt side om side gennem den tidlige verdens­hi­storie, inden den sekstak­kede stjerne, der egentlig er en kvin­delig og mandlig trekant lagt sammen, blev over­taget af zioni­sterne og erklæret deres unike ejendom, derefter kaldt for “solo­mons segl” og “davids­stjernen”, blot så vi ikke skal være i tvivl om oprindelsen. 
Opsøg medaljen eller mønten på inter­nettet; den er et posi­tivt bevis på, at Endlösung tjente et gensi­digt mål for over­le­velse. Men dette samar­bejde indrømmes ikke gerne af zionismen i 2024.

Repatrieringen af zioni­stiske jøder, der modsatte sig den natio­nale genrejs­ning, foregik i frivil­ligt omfang med alt betalt af den tyske stat, indtil England, Canada og Frankrig erklæ­rede Tyskland krig i september 1939. Fra 1941 blev zioni­stiske jøder i tyske områder betragtet som femte kolonne for Tysklands fjender, og fra det tids­punkt blev de anholdt ved antræf­felse og sendt til arbejds­lejre som poli­tiske fanger.

Under Anden Verdenskrig levede ca. 100.000 menne­sker af jødisk herkomst i Tyskland som loyale tyske borgere i forhold til nationen og regeringen. 

Jewish Chronicle skrev den 4. april 1919:
“Bolsjevismens ideal sammen­falder i flere aspekter med Jødedommens ædleste ideal.”
Ingen behøver at være i tvivl om, at bolsje­vismen i ét og alt var et zioni­stisk projekt.

Med dette mål for øje; at opfylde profe­tien om 6 milli­oner bræn­dofre, blev den zioni­stiske propa­gan­da­ma­skine efter Anden Verdenskrig sat i højeste gear og har kørt for fuld kraft lige siden med et hoved­tema, der har til formål at dæmo­ni­sere hele den oprin­de­lige tyske befolk­ning og gerne det øvrige Europa.
Ursula Haverbeck tilhører den oprin­de­lige tyske befolk­ning med en respek­tabel historie, og hun lod sig ikke kue af løgn­agtig propa­ganda fra menne­sker, der intet har til overs for Tysklands og Europas befolkninger.

Zionisternes Holocaust redesignes

I 1979 besøgte den polsk­fødte Pave Johannes Paul II det davæ­rende Auschwitz-Birkenau lejrkom­pleks, hvoraf dele i mellem­tiden var blevet omdannet til et Holocaust-ople­vel­ses­center, og paven velsig­nede en minde­plade, der på tids­punktet viste ”4,1 milli­oner” (dødsofre i denne lejr). Kort efter pavens besøg blev tallet for dødsofre i al stilhed redu­ceret på minde­pladen fra ”4,1 …” til ”1,1 milli­oner”. Det er vanske­ligt at finde en fornuftig forkla­ring på inter­nettet for denne reduk­tion på 73 procent. Tilsyneladende blev den ikke omtalt, men det er oplagt, at Google kun finder emner, som ejerne tillader. 

Tallet for dødsofre i Auschwitz-Birkenau blev efter tre årtiers propa­ganda i stilhed redu­ceret med tre (3) milli­oner, uden nogen offi­ciel forkla­ring – og helt typisk, uden at processen på noget tids­punkt kom til at medføre en reduk­tion i det offi­ci­elle krav på “6 milli­oner myrdede jøder i tyske gaskamre”.

Siden da har histo­ri­kere fra Europa, og endda fra Israel, aner­kendt, at de tidli­gere udråbte ”døds­lejre” i Vesteuropa på intet tids­punkt under krigen havde inde­holdt faci­li­teter til masse­mord og bort­skaf­felse af mennesker. 
Det vidner om forsætlig krimi­na­litet, når disse lejre i flere tilfælde efter krigen under påskud om restau­re­ring er blevet tilføjet inkri­mi­ne­rende ændringer, hvis eneste formål har været at under­støtte den falske påstand om et folke­mord. De bedra­ge­riske ændringer i disse lejre er heldigvis blevet afsløret for hvad de er, men kun fordi forsø­gene har været ubegri­be­ligt hjælpeløse.

Tilsvarende annul­le­ringer gælder tidli­gere påstande om ”sæbe frem­stillet af jødisk fedt”, ”lampe­skærme af tato­ve­rede fangers hud”, ”skrum­pede hoveder”, ”baderum med elek­triske gulvriste”, m.fl. modby­de­lige påstande, der virker direkte patologiske.

Efter ændringen af dødstallet på minde­pladen foran Auschwitz-Birkenau fra 4,1 til 1,1 milli­oner mang­lede plud­selig fra 1979 halv­delen af de påståede 6 milli­oner brændofre.
Men verden skulle ikke vente længe, før dette hul i Holocaust-regn­skabet blev forsøgt repa­reret. Det skete uden noget forsøg på fra zioni­stisk side at besvare det påtræn­gende spørgsmål: Hvorfor dukkede nye 3 milli­oner “bræn­dofre” først op i Polen og Østeuropa, da histo­ri­e­for­falsk­ningen i Tyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet, Holland, Frankrig m.fl. var blevet afsløret? 
Havde der måske i virke­lig­heden været tale om 9 milli­oner ofre? Det spørgsmål blev af gode grunde ikke disku­teret. Det ville bringe den mytiske profeti om 6 milli­oner og bekræf­telsen, der påberåbtes med et Europæisk Holocaust under Anden Verdenskrig, i fare.

Uanfægtet af sund fornuft og logik skif­tede den zioni­stiske propa­gan­da­ma­skine gear og rettede derefter alles opmærk­somhed på det fjerne Østeuropa hvor særlige ”udryd­del­ses­kom­man­doer” og et antal Reinhard-lejre nu blev gjort ansvar­lige for en ny type masse­mord på jøder. 
Et fjernt og udstrakt Østeuropa frem­byder en bety­delig fysisk og psyko­lo­gisk hindring for neut­rale efter­for­skere i bestræ­bel­serne på at efter­prøve zioni­sternes altid udoku­men­te­rede påstande. Til dato savnes stadig fysisk doku­men­ta­tion for dette ny folkedrab på 3 milli­oner. Kun usand­syn­ligt mange over­le­vende jøder hævdede, indtil de døde af alderdom, at have bevidnet “forbry­delsen”.

Men hvorfor ikke? Zionisterne slipper afsted med de mest usand­syn­lige projekter. Nürnberg-proces­serne demon­stre­rede for hele verden, at hele den tyske ledelse fra krigen kunne myrdes under tilsy­ne­la­dende legale omstæn­dig­heder, men i virke­lig­heden af korrum­pe­rede juri­ster og dommere, der dømte på grundlag af rygter og påstanden om, at det påståede massedrab var almin­delig viden. Processen førte ikke et eneste fysisk bevis for trovær­dig­heden af jødernes påstand om et Holocaust. 
De ankla­gede udtalte som sandt var, at de aldrig havde hørt eller set noget, der kunne bekræfte ankla­gerne. Obduktionerne fra de ”befriede” arbejds­lejre viste udeluk­kende dødsår­sager efter sygdom og akut dehy­dre­ring, ikke antyd­ningen af spor efter en forbrydelse.

Den første komman­dant for Auschwitz, Rudolf Höss, blev efter pågri­belsen tortu­reret af en engelsk zioni­stisk efter­ret­nings­gruppe og tvunget til at under­skrive en falsk tilstå­else. Ellers ville hans kone og deres børn blive depor­teret til Sovjetunionen sammen med milli­oner af andre sage­s­løse tyskere, der efter krigen blev over­givet til Sovjetmagten som slave­ar­bej­dere. Der er lige­frem udgivet en bog om disse britisk-zioni­stiske efter­ret­nings­en­he­ders modby­de­lige tortur af tyske krigs­fanger. Det er let at skaffe tilstå­elser på den måde, og de under­skrevne tilstå­elser var rets­ligt ugyl­dige, men den infor­ma­tion havde kun Nürnberg-proces­sernes bødler.

I bogen om Auschwitz, som Rudolf Höss blev tvunget til at skrive i fængslet, tilfø­jede han uvir­ke­lige navne og hændelser som et vink til efter­tiden om, at han skrev under tvang.
Han blev i 1947 henrettet af sine bødler i en galge, der blev opstillet til formålet i Auschwitz. 
På samme måde blev den aldrende Rudolf Hess, tysk rigs­mi­ni­ster under krigen, i 1987 myrdet i Spandaufængslet, 93 år gammel. Han blev myrdet af samme type britiske agenter, som havde tortu­reret Höss. Mordet blev arran­geret som et selv­mord ved hæng­ning, men den aldrende Hess var på det tids­punkt ikke i stand til at stige op på en stol ved egen hjælp. Det bevidnes af den person, der omgikkes Hess gennem årtier som hans person­lige ven og hjælper.
Da Hess blev myrdet, havde han siddet i fængsel i en menne­ske­alder uden på noget tids­punkt at have begået en forbry­delse. Det var for risi­ka­belt at sætte nogen på fri fod, som på grundlag af auto­ritet og viden kunne ende med at afgive et kvali­fi­ceret vidneud­sagn imod påstanden om et masse­mord i de tyske fange­lejre (i øvrigt en sovje­tisk propa­gan­daløgn, der med held blev indu­ceret i de jødiske befolk­nings­grupper under krigen).

Kravet på 6 milli­oner bræn­dofre skif­tede på kort tid gernings­sted med en ny påstand om, at milli­oner af jøder var blevet skudt, eller gasset til døde, i tran­sit­lej­rene og derefter brændt på gigan­tiske bål. Det var efter påstanden lige­frem blevet bevidnet af den omkring­bo­ende befolk­ning. Stribevis af nye beret­ninger fra jøder, der havde oplevet en Reinhard-lejr, blev offent­lig­gjort fra zioni­sternes medier. Et mindretal af disse beret­ninger gik imod løgnen ved at beskrive virke­lig­heden. Men virke­lig­heden var ikke inter­es­sant for historieforfalskerne.

Den gennem­gå­ende fortæl­ling vil vide, at der i lange, flere meter dybe udgrav­ninger blev arran­geret brænd­bare lag af træ veks­lende med lag af døde menne­sker, således at alt efter planen ville blive fortæret af ilden og forsvinde spor­løst. Som et ekstra raffi­ne­ment (med venlig adresse til ”tysk grusomhed”) valgte arran­gø­rerne at placere kvin­de­kroppe i de nederste lag, idet det større fedtind­hold så ville lette optæn­dingen og den videre forbræn­ding! forlyder historien.

Beretningerne vidner om ubehæn­dige fanta­ster, der er blevet opmun­tret til at beskrive en håbløs metode til bort­skaf­felse af ”tusinder og atter tusinder” af menne­ske­kroppe. Fremgangsmåden vil i praksis ikke medføre andet end svid­ning, fordi selv døde kroppe over­ve­jende består af væske, og den nødven­dige energi til at fordampe væsken forsvinder op i den blå luft. Hvis metoden alli­gevel forsøgtes gennem­ført ville den efter­lade afslø­rende spor. 
Hinduistiske ligbræn­dinger viser, hvor meget tørt træ, der skal koncen­treres for at kremere én enkelt person, så der ikke efter­lades ubeha­ge­lige rester.

Til trods for det umulige i spor­løst at fjerne menne­ske­kroppe, der inde­holder 70 procent vand, tænder, knogler, proteser, etc. ved at sætte ild til dem i åbne masse­grave, har de zioni­stiske histo­ri­e­for­fal­skere fast­holdt, at dette fandt sted.
Inden Reinhard-lejrene blev erklæret for hellige grav­pladser af jødiske gejst­lige, havde forskel­lige efter­for­skere sikret bore­prøver fra de påståede masse­grave, idet blot en enkelt tand fra et menneske kunne bekræfte den zioni­stiske påstand. Men ikke et eneste spor er blevet fundet, der kan under­bygge den endnu verse­rende påstand. Tværtimod tydede bore­prø­verne på, at de under­søgte jordlag aldrig havde været gravet op.

På et tids­punkt under debatten i det 20. århund­rede blev alle erklæ­rede ”masse­grave” i de tidli­gere Reinhard-lejre ophøjet til hellig og urørlig jord af over­rab­bi­natet i Polen, og der blev rejst mindes­mærker på hver loka­litet. Der er tale om groteske mani­fe­sta­tioner, der skal cemen­tere den zioni­stiske histo­ri­e­for­falsk­ning. Dermed blev yder­li­gere rets­me­di­cinske under­sø­gelser umulig­gjort, da de ville forstyrre “gravfreden”.

Et andet forsøg på at opfylde det oprin­de­lige krav på 6 milli­oner jødiske “bræn­dofre” blev gennem­ført med en ny påstand om, at jøder syste­ma­tisk var blevet masse­myrdet på østfronten af særlige tyske enheder.

Påstanden er vel inspi­reret af det faktum, at den frem­ryk­kende tyske hær på østfronten jævn­ligt blev angrebet fra baghold af non-kombat­tanter, der i jødisk Holocaust-litte­ratur betegnes som ”partisaner” og frem­hæves på grund af jødisk heltemod. Efter alle vest­lige regler for ikke unifor­meret modstand er pågrebne non-kombat­tanter hjem­faldne til døds­straf ved pågri­belse, typisk ved skyd­ning. Tilfangetagne ”partisaner” blev henrettet ved mili­tære stand­retter; ikke i milli­onvis, men måske inklu­sive dem, der døde i kamp, i et antal tusinde.

Den jødiske Holocaust-litte­ratur taler gerne om masse­grave, der skulle inde­holde resterne af tilfan­ge­tagne jøder, der derefter var blevet skudt og begravet i flere lag i deres person­lige beklæd­ning, men uden nogen form for yder­li­gere tilslø­ring. Den slags masse­grave er aldrig blevet loka­li­seret. Ethvert fund af en sådan masse­grav ville kunne doku­men­tere den zioni­stiske påstand gennem rets­me­di­cinske under­sø­gelser til konsta­te­ring af etni­citet og anvendt ammu­ni­tion. Der ville ikke blot blive rejst et mindes­mærke, alver­dens rets­me­di­ci­nere ville først blive invi­teret til at under­søge og doku­men­tere, hvis en sådan masse­hen­ret­telse af jøder havde fundet sted.

Da masse­gra­vene ved Katyn (Link til Wikipedia), en landsby ved Smolensk i Rusland, blev fundet af den tyske værne­magt i 1943, inde­holdt en af gravene resterne af 4412 polske offi­cerer fra den sovje­tiske Kozelsk krigs­fan­ge­lejr, og tyskerne fik straks skyld for selv at have udført udåden.
Senere viste det sig, at sovje­tiske enheder alle­rede i 1940 på direkte ordre fra Stalin havde myrdet bl.a. polske offi­cerer som ”klas­sefjender” (polsk, ukrainsk og russisk intel­li­gentsia blev opfattet som en tikkende bombe under de skif­tende sovje­tiske ledere, til og med Stalin, og blev ryddet af vejen). Massakren i Katyn blev udført af sovjet­tiske styrker. Det blev bekræftet under Gorbatjovs Glasnost inden sovjet­sy­ste­mets sammen­brud i 1991. 
Indtil da havde tysk militær siden 1943 været under offentlig anklage, ikke mindst fra zioni­stisk side, for at have udført Katyn-massakren.

Men hvad med de 1,1 milli­oner ofre, der efter påstanden på minde­pladen foran det nuvæ­rende Auschwitz-Birkenau alt over­ve­jende skulle have lidt døden i gaskamre?

Forfølgelsen af Ernst Zündel

En retssag blev i 1988 anlagt i Canada imod samfunds­de­bat­tøren Ernst Zündel, en midal­drende tysk­født indvan­drer, der havde boet i Canada siden udbruddet af Anden Verdenskrig, formodentlig bragt i sikkerhed for tysk krigs­tje­neste af sine forældre. Han blev nu anklaget i Canada for ”at sprede falske rygter” ved i sine bøger og tids­skrifter at gøre gældende, at jødernes Holocaust af forskel­lige grunde ikke kunne have fundet sted.

For at tilve­je­bringe doku­men­ta­tion for forsvaret, kontak­tede Ernst Zündels advokat, Douglas Christie, Jr., den davæ­rende ekspert i gaskamre i USA, inge­ni­øren Fred A. Leuchter. Leuchter havde konstru­eret og vedli­ge­holdt aktuelt de gaskamre, der i visse stater i USA blev anvendt til henret­telse af dødsdømte.

Selv om Fred Leuchter var ameri­kansk stats­borger af tysk herkomst havde han ingen forud­fattet mening om jødernes Holocaust. Han oplyser selv, at han forud for rets­sagen mest hældte til den verse­rende opfat­telse af Holocaust-fortællingen.

Fred Leuchters viden om kravene til sikkerhed omkring et anlæg, der slår menne­sker ihjel ved hjælp af cyangas, var unik på tids­punktet. Den nødven­dige sikkerhed for at undgå fare for det betje­nende perso­nale var omfattende.
Da Leuchter fik adgang til de oprin­de­lige blåtryk over bygnin­gerne i Auschwitz-Birkenau m.fl. tyske fange­lejre, så han, at de udpe­gede ”gaskamre” i Polen alle var murede rum, og dermed blev det af betyd­ning at indhente murprøver fra de præcise loka­li­teter til konsta­te­ring af -

HCN er den kemiske beteg­nelse for blåsyre eller cyan­brinte eller hydro­gen­cy­anid. Substansen er farveløs, yderst giftig og flygtig med et koge­punkt på 26 ºC. Ved kontakt med jern­for­bin­delser som fx i murværk dannes et iøjne­fal­dende blåt farve­stof, der er kendt under mange beteg­nelser, Preussisk blåt, Berlinerblåt m.fl. Den kemiske beteg­nelse er Fe4[Fe(CN)6]3. Farvestoffet er ugif­tigt og er bl.a. blevet brugt i blæk.

Den blå farve nedbrydes ikke og forsvinder aldrig fra murværket. Det betyder, at hvis en mur over­ho­vedet har været udsat for cyan­brinte, selv i små mængder, fx til desin­fi­ce­ring af selve rummet, vil farve­stoffet kunne spores. Hvis muren til gengæld aldrig har været udsat for cyangas, vil den ikke inde­holde dette farvestof.

Produktet kendes fra desin­fi­ce­ring af histo­riske bygninger med cyan­brinte, fx ved bekæm­pelse af utøj i træværk. Inden behand­lingen skal bygningen forsegles grun­digt for at forhindre gasud­slip. Efter behand­lingen skal alt udluftes grun­digt; måske i ugevis, hvis der er tale om dybde­be­hand­ling af indbygget træ. Hvis cyan­gassen ved et uheld har været i kontakt med murværket, kendes eksempler på, at muren er blevet blå. Farvestoffet i sig selv er imid­lertid ikke giftigt og kan forsegles og males over.

Fred Leuchter rejste med sin kone og et antal hjæl­pere til Polen, og de besøgte som turi­ster de mere upåag­tede men i denne sammen­hæng vigtige dele af lejrkom­plekset Auschwitz-Birkenau, hvoraf en del ligger i ruiner, samt et antal yder­li­gere lejranlæg, Majdanek, Dachau, Hartheim og andre såkaldte “Nazi-døds­lejre” og “gasnings­fa­ci­li­teter”, der på tids­punktet var under anklage.

Fred Leuchter udtog person­ligt murprøver fra samt­lige rum, der angi­ve­ligt skulle have været anvendt som gaskamre til henret­telse af menne­sker. Som refe­rence udtog han en prøve fra muren i et af de tekniske gaskamre, der havde været brugt til desin­fi­ce­ring ved hjælp af cyangas og umisken­de­ligt viste stærk blå misfarvning.

Ingen af de tekniske gaskamre var på noget tids­punkt blevet udpeget som gaskamre til henret­telse, idet de ganske åben­bart var for små til at opfylde kravene til et indu­strielt masse­mord. Desuden var de tyde­ligvis okku­peret af stativer og anord­ninger til anbrin­gelse af beklæd­ning og tæpper. Disse gaskamre inde­holdt den nødven­dige tekno­logi for 1. at kunne lukke tæt, 2. for at kunne opvarme og dosere gasgra­nu­latet, 3. for præcist at kunne regu­lere gas-strømmen og 4. for at tillade grundig udluft­ning mellem processerne.

Disse ”detaljer” har ikke forhin­dret, at zioni­sterne i deres Holocaust-propa­ganda har misbrugt billeder af yder­siden af de gastætte døre fra de tekniske gaskamre med deres påma­lede advarsler og sikre lukke­me­ka­nismer — som falsk doku­men­ta­tion for udse­endet af dørene til de meget større rum, der efter fortæl­lingen var i brug ved de påståede massehenrettelser.
I virke­lig­heden var disse større rum almin­de­lige ligrum, der tjente til regi­stre­ring af de døde og som opvåg­nings­stuer, dvs. med samme funk­tion som i ethvert civi­li­seret hospi­tals­kapel. Disse rum var halv­kældre, delvist underjor­diske for at holde tempe­ra­turen nede.

Eftersom rummene var bygget som ligrum, var de forsynet med almin­de­lige døre, der åbnede indad i rummet. Først længe efter krigen, da dele af Auschwitz-lejren blev ombygget til et showroom for den zioni­stiske Holocaust-propa­ganda, blev et intakt tidli­gere ligrum og beskyt­tel­sesrum ”restau­reret” til et fantasi-gaskammer og forsynet med noget, der ligner en gastæt dør.

Et tilsy­ne­la­dende gastæt rum med en dør, der ikke åbner indad, er natur­ligvis nødven­digt for at kunne over­be­vise de mange beta­lende gæster i dette ople­vel­ses­center om, at hund­redvis af nøgne fanger flere gange i løbet af døgnet blev hobet sammen og myrdet ved hjælp af giftgas. Det nævnes ikke, at gift­gassen af sikker­heds­mæs­sige grunde (pga. tysk tekno­lo­gisk indsigt) var bundet i et porøst granulat, et såkaldt trans­port­stof. Tranportstoffet absor­berer og binder cyan­gassen, indtil granu­latet opvarmes til mindst 26 ºC.

Dette granulat blev ifølge Holocaust-fortæl­lingen kastet direkte ned i rummene gennem skakter af stålnet fra åbninger i taget. Forfatterne til det forløb havde ikke taget højde for, at gassen kun frigives uendelig lang­somt, hvis granu­latet bare rystes ud af bøtten. Specielt i fugtige og kølige rum, som der var tale om med ligrum­mene, ville ingen gas af betyd­ning blive frigivet inden for en halv time. Det ville resul­tere i en højst inef­fektiv og tids­rø­vende proces, der i sig selv forbyder, at mange menne­sker kunne ombringes og opfylde påstanden inden for det påståede tidsrum.

Det er heldigvis ikke den eneste fejl, der har medvirket til at afsløre zioni­sternes Holocaust-beret­ning som et monu­men­talt bedra­geri, såvel over for den moti­ve­rede del af den jødiske verdens­be­folk­ning som over for den øvrige menneskehed.

Den oprin­de­lige indret­ning af de omhand­lede bygninger i Auschwitz-Birkenau fremgår af de origi­nale blåtryk. Indretningen viser, at det ikke var muligt at misbruge ligrum­mene til gaskamre. Af prak­tiske grunde var de placeret i nærheden af krema­to­ri­erne, og denne natur­lige place­ring er yder­li­gere blevet mistæn­ke­lig­gjort og brugt som argu­ment for et syste­ma­tisk massemord.

En anden fejl i forbin­delse med zioni­sternes udvik­ling af gasnings­sce­na­riet indtraf med forbe­re­delsen af det ”gaskammer”, der i lang tid blev præsen­teret som auten­tisk for de besø­gende. Nu indrømmes det at være “en model af et gaskammer”. De zioni­stiske histo­ri­e­for­tæl­lere vurde­rede korrekt, at det oprin­de­lige ligrum ville være for lille til at inde­holde de nødven­dige hund­reder af ofre, som det offi­ci­elle holo­caust-narrativ forud­sætter. De fjer­nede derfor skil­le­væggen til et tilstø­dende vaskerum, og resul­tatet blev et noget længere ”gaskammer”. Denne fysiske forlæn­gelse blev fortiet og forsøgt skjult, men afsløres straks, når ændringen kan sammen­lignes med de origi­nale blåtryk.

Foruden at erstatte den oprin­de­lige dør med en ”gastæt” dør, der ikke virker over­be­vi­sende på andre end moti­ve­rede besø­gende, blev der udhugget fire gennem­gå­ende åbninger i beton­loftet over det forlæn­gede rum. Ingen af disse åbninger havde eksi­steret tidli­gere, hverken helt eller delvist. Denne nye tilfø­jelse af åbninger, der har til formål at ”doku­men­tere” påstanden om, at blåsy­re­gra­nu­latet blev drysset ned fra taget til fordamp­ning og død blandt ofrene, har lidt under skif­tende forkla­ringer. Lejrens nuvæ­rende admi­ni­stra­tion hævder stadig, at man blot afdæk­kede eksi­ste­rende åbninger, der var blevet muret til, da rummet blev ombygget til beskyt­tel­sesrum i 1944, i øvrigt med tilfø­jelsen af en vinklet indgang direkte fra terrænet. Den forkla­ring kom efter­hånden i bety­de­lige vanske­lig­heder, og i museets seneste forkla­ring kaldes “gaskam­meret” for en replika af det oprin­de­lige gaskammer, der fortoner sig i Holocaust-fantasierne.

Disse nyetab­le­rede åbninger, der ikke havde eksi­steret under krigen, blev af den zioni­stiske muse­ums­le­delse parvis hugget ud med lige lang afstand fra enderne af det forlæn­gede rum, og den place­ring er åben­lyst i konflikt med dimen­sio­nerne af det oprin­de­lige kortere ligrum. Men det opdages ikke af de besø­gende, medmindre de har studeret de oprin­de­lige blåtryk over bygningerne. 
Heldigvis findes alli­e­rede luft­fotos fra 1943, der doku­men­terer, at der ikke fandtes åbninger i taget til denne eller andre ”mistænkte” bygninger på et tids­punkt under krigen, hvor henret­tel­serne af menne­sker ved hjælp af cyangas angi­ve­ligt skulle have fore­gået for fuld kraft gennem 2–3 år. Man kan finde eksempler på, at der på kopier af de oprin­de­lige luft­fotos er gjort forsøg på at indtegne åbninger i tagene. Forfalskningerne er heldigvis så dårligt udført, at de ikke har haft betyd­ning for den ægte doku­men­ta­tion af, at åbnin­gerne ikke fandtes i 1943, men først opstod med efter­krig­sti­dens “restau­re­rede” gaskammer i Auschwitz.
Air-Photo Evidence kan down­lo­ades fra Holocaust Handbooks.

Kemikeren Germar Rudolf har frem­stillet denne video med titlen ”Curated Lies” (Udvalgte Løgne). Den doku­men­terer bl.a., hvordan de falske åbninger i taget på “gaskam­meret” i Auschwitz-ople­vel­ses­cen­tret er fremkommet. 
Mellem minut­tal­lene 25:55 og 28:23 vises de forskel­lige faser i ombyg­ningen af det oprin­de­lige ligrum fra 1942, til beskyt­tel­ses­rummet i 1944, og fra 1947 til et “restau­reret gaskammer”!

Retur til USA

Fred Leuchter og hans lille selskab forlod Polen med tasker fyldt med murprøver. Prøverne var omhyg­ge­ligt numme­reret og beskrevet i forhold til det præcise finde­sted i murværket.

Efter hjem­kom­sten til USA blev prøverne over­draget til en aner­kendt kemisk virk­somhed til analy­se­ring for indhold af det blå produkt, der uomgæn­ge­ligt opstår i murværk ved reak­tionen mellem fri cyangas og jern­for­bin­delser i muren. For at komme poli­tisk moti­ve­rede reak­tioner fra ledelsen af den kemiske virk­somhed i forkøbet blev prøvernes oprin­delse ikke oplyst, men bestil­lingen af analy­serne blev begrundet med en igang­væ­rende under­sø­gelse i anled­ning af en arbejdsulykke.

Resultatet af analy­serne omvendte Fred Leuchter selv fra at være Holocaust-indif­fe­rent til at være over­be­vist om, at de udpe­gede ”gaskamre” aldrig havde inde­holdt cyangas i repe­te­rende omfang og i øvrigt af flere grunde var komplet uegnede til at have fungeret som gaskamre. Det ende­lige resultat af analy­serne udeluk­kede enhver tvivl om, hvilken prøve der hidrørte fra det virke­lige desin­fi­ce­rings-kammer, idet det adskilte sig markant fra alle de øvrige prøver. En grafisk præsen­ta­tion med prøverne placeret langs den vand­rette akse og mængden af farve­stof vist langs den lodrette resul­terer i en stort set vandret graf kun afbrudt af ét komplet afvi­gende resultat af prøven fra det tekniske gaskammer.

Fred Leuchter, som repræ­sen­te­rede den ypperste eksper­tise på dette noget makabre fagom­råde i USA, kunne med denne doku­men­ta­tion vidne i retten i Canada, hvor han blev afhørt som ekspertvidne. Konklusionen blev gentaget: Ingen af de udpe­gede rum i de tyske fange­lejre, havde været i kontakt med cyangas i mere end højst det omfang, som en sjælden desin­fi­ce­ring af rummet selv ville medføre.

Fred Leuchters doku­men­ta­tion og vidne­for­kla­ring var over­be­vi­sende, men juryen kendte alli­gevel Ernst Zündel skyldig i at have spredt falsk infor­ma­tion, og han blev idømt 9 måne­ders fængsel efter en antik­veret bestem­melse i den cana­diske straf­felov. Bestemmelsen havde oprin­de­ligt til formål at forhindre spred­ning af falske rygter i forbin­delse med køb og salg af samfunds­mæssig betyd­ning. I 1988 var den uaktuel og havde ikke været i brug længe. Alligevel blev den misbrugt mod Ernst Zündel.

Ernst Zündel begyndte at afsone straffen, mens hans forsvar appel­le­rede dommen. Den højere ret beslut­tede at annul­lere dommen begrundet med, at den anvendte bestem­melse var en forældet og ukon­sti­tu­tionel del af lovgiv­ningen, og Ernst Zündel blev sat fri. Men uden nogen form for kompen­sa­tion fra den cana­diske stat.

Desværre fort­satte Canadas zioni­ster under ledelse af den lokale afde­ling af ADL (Anti Defamation League) den pøbel­ag­tige hetz mod Ernst Zündel. Den kulmi­ne­rede med brandstif­telse mod fami­liens hus, hvorved værdi­fulde dele af Ernst Zündels arbejde som kunstner, illu­strator og forfatter samt dele af hans omfat­tende bibli­otek forsvandt i flammer.

Alligevel ville de lokale myndig­heder ikke tillade Ernst Zündel at opsætte et hegn omkring huset til sikring mod yder­li­gere over­greb og indtrængen på fami­liens private domæne. Samtidig fort­satte de orga­ni­se­rede højlydte og volde­lige demon­stra­tioner uden for huset, karak­te­ri­seret af en påfal­dende passi­vitet fra poli­tiets side.

Ernst Zündel blev hæmnings­løst udråbt til ”nazist”, ”anti­semit”, ”holo­caust­be­nægter”, osv. i ligmed med, hvad der er over­gået fru Ursula Haverbeck. Zionistagenturerne rundt om i den vest­lige verden kender ingen grænser, når anstæn­dige menne­sker skal udstilles i zionis­mens medier, eller for den sags skyld i et kontrol­leret retssystemet.

For at få fred til at arbejde forlod Ernst Zündel modvil­ligt Canada og etab­le­rede sig med sin hustru i et nyt hus i USA. Kort efter blev han uden varsel eller forkla­ring anholdt ved huset i USA og sendt tilbage til Canada. I Canada blev han udvist til Tyskland, hvor han straks blev tiltalt for at have benægtet jødernes Holocaust. 
Det zioni­stiske tyranni i Tyskland har besluttet, at det er tilstræk­ke­ligt at ”benægte Holocaust fra en taler­stol i udlandet”. Ernst Zündel, 69 år gammel, blev i 2006 af det zioni­stiske rets­sy­stems stenal­der­men­ne­sker idømt maksi­mum­straffen, 5 års fængsel.

Denne parodi af et rets­sy­stem rejste derefter tiltale mod hans forsvarer, Sylvia Stolz, der havde kaldt jødernes Holocaust for “den største løgn i verdens­hi­sto­rien”, og idømte hende 3½ års fængsel. Det er magt­på­lig­gende for den slags tyran­nier at inti­mi­dere alle til tavshed, ærlige poli­tiske kommen­ta­torer, såvel som deres legale advo­kater og forsva­rere i retten, inden de drømmer om at åbne munden og tale imod historieforfalskningen.

Ernst Zündel kæmpede videre for sand­heden frem til sin død i Tyskland i 2017. Han repræ­sen­te­rede en ener­gisk, ærefuld, civi­li­seret og velfor­mu­leret protest imod under­tryk­kelsen af sand­heden om jødernes Holocaust.

Fred Leuchters rapporter

Fred Leuchter skrev 4 rapporter, der under­streger og doku­men­terer det umulige i den jødiske Holocaust-fortæl­ling om et tysk orga­ni­seret masse­mord i Europa. Rapporterne er på engelsk. De kan down­lo­ades via disse links:

Leuchters Rapport 1, End of a Myth (Slutningen på en myte).
Leuchters Rapport 2, The Second Leuther Report (Den anden Leuchter-rapport).
Leuchters Rapport 3, A Technical Report on the Execution Gas Chambers at Mississippi State Penitentiary, Parchman, Mississippi (En teknisk rapport om henret­tel­ses­ga­skam­rene i staten Mississippis straf­fe­enhed Parchman, Mississippi).
Leuchters Rapport 4, A Technical Evaluation of Jean-Claude Pressac’s Book: Auschwitz: Technique and Operation of the Gas Chambers ( En teknisk evalu­e­ring af Jean-Claude Pressac’s bog: Auschwitz: Teknik og betje­ning af gaskamrene).

Også rapporter fra kemi­keren Germar Rudolf kan opsøges og down­lo­ades fra sitet Holocausthandbooks. Alene Leuthers og Rudolfs rapporter tilsammen rummer tilstræk­kelig doku­men­ta­tion for, at jødernes Holocaust i Europa ikke kunne finde sted. Men der er mængder af yder­li­gere doku­men­ta­tion på samme site og på CODOH (Committee for Open Debate on the Holocaust).

Konklusionen i Fred Leuchters rapporter er natur­ligvis blevet angrebet på alle de velkendte måder af denne verdens zioni­ster, selv om de efter­hånden er afsløret i så mange løgne, at det er nødven­digt for dem at vende virke­lig­heden på hovedet med den ene bizarre påstand efter den anden. Konklusionen i Leuchters rapporter er uanfæg­telig. Den blev bekræftet i en tilsva­rende under­sø­gelse udført af Krakows Retsmedicinske institut i 1991.

Det er nødven­digt at stille spørgsmålet:
Eksisterer der over­ho­vedet fysisk doku­men­ta­tion for påstanden om de 6 milli­oner myrdede jøder?

Hvis man kun henter sin viden om emnet fra main­stream medi­erne, herunder de danske stats­lige radio- og TV-stationer, lever myten om de 6 milli­oner uanfægtet videre og i bedste velgå­ende. Ingen i den zioni­stiske verden­sor­ga­ni­sa­tion lader sig anfægte af viden­ska­be­lige under­sø­gelser og konklu­sioner, når man så let som ingen­ting kan gentage og indok­tri­nere en falsk virke­lighed gennem alver­dens medier, som man ejer eller kontrollerer.

Til overmål er vi i Danmark blevet belemret med, at den 27. januar skal være national Holocaust-dag. Dagen benyttes til repe­ti­tioner af Holocaust-fortæl­lingen kombi­neret med udflugter for danske skolebørn til det zioni­stisk kontrol­le­rede ople­vel­ses­center i Auschwitz i Polen. Dermed præpa­reres danskernes børn fra et tidligt tids­punkt i deres udvik­ling til at accep­tere dette monu­men­tale bedrag, der har haft enorm betyd­ning for den zioni­stiske indfly­delse og immu­nitet i Europa, USA, Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika m.fl. steder på kloden ved at vedli­ge­holde en falsk skyld­fø­lelse hos de euro­pæ­iske grund­læg­gere af disse samfund.

Her er en oprems­ning af indi­cier, der hver for sig yder­li­gere tilba­ge­viser myten om 6 milli­oner jødiske ofre for et folke­mord i Tyskland og Polen under Anden Verdenskrig:

1. Den judæ­iske encykl­o­pædi (Encyclopaedia Judaica), der har ført regn­skab med verdens­be­folk­ningen af jøder fra år til år, regi­stre­rede hen over krig­sårene fra 1939 til 1945 en samlet nedgang på 500.000. Den mang­lende halve million jøder i regn­skabet kan alt over­ve­jende tilskrives folke­for­skyd­ninger i Europa i medfør af krigen, således at mulig­heden for at udføre optæl­ling via de sædvan­lige kilder mang­lede i den pågæl­dende periode. 
Men det er af betyd­ning for den sande verdens­hi­storie, at de 5.500.000 jøder, der skulle have manglet på det tids­punkt, specielt ikke mang­lede ifølge en kendt jødisk encyklopædi!

2. Der fandtes ikke 6 milli­oner jøder i det tysk admi­ni­stre­rede eller besatte Europa i løbet af Anden Verdenskrig. Omkring 100.000 jøder var alle­rede rejst ud af Tyskland før krigen med alt betalt af staten, halv­delen til det zioni­stisk admi­ni­stre­rede område i Palæstina.

3. En simpel bereg­ning viser, at det er umuligt at fjerne 6 milli­oner menne­sker spor­løst inden for de rammer, der påstås af zioni­sterne. Forudsættes det for eksemp­lets skyld, at der et sted findes hele 10 ”døds­lejre”, der alle arbejder i døgn­drift gennem 5 år på at tilin­tet­gøre menne­sker, uanset metoden, vil de tilsammen have (10 x 5 x 365) arbejds­døgn = 18.250 arbejds­døgn til rådighed i perioden.
Deles 6.000.000 menne­sker med 18.250 arbejds­døgn bliver resul­tatet, at hver af de 10 lejre døgn efter døgn gennem 5 år skal fjerne 328 menne­sker – sporløst!
Selv om processen i eksemplet forløb uden forstyr­relser, ville det ikke kunne lade sig gøre i virke­lig­heden uden at efter­lade en synlig admi­ni­stra­tion, et mord­våben og uende­lige mængder af biolo­giske spor. Ingen af delene findes. Tværtimod modbe­viser alle kendte fysiske spor myten. Zionisternes påstand har typisk omfattet 5 ”døds­lejre” gennem højst 3 år. Det gør påstanden endnu mere umulig.

4. Internationale Røde Kors rappor­te­rede efter Anden Verdenskrig det samlede dødstal i Tyske lejre under krigen til 286.000, fordelt på flere etniske grupper. Der var mange polakker og en del russere, og det er almin­delig aner­kendt, at kun ca. 40 procent af de indsatte var af jødisk herkomst. Dermed kan det samlede jødiske dødstal for alle lejre anslås at være 114.400.

5. Ideen med at indrette en arbejds­lejr med plads til 200.000 tvangs­ar­bej­dere giver ikke mening, hvis hensigten er at myrde 40 procent ved ankom­sten. Det krigs­før­ende Tyskland havde brug for hele arbejds­styrken til vedli­ge­hol­delse af krigsind­satsen på de kæmpende fronter, ikke mindst Østfronten. De vigtigste produk­tions­virk­som­heder omkring Auschwitz-Birkenau lejren var beskæf­tiget med dyrk­ning af afgrøder, der kunne raffi­neres til gummi og brænd­stof; andre produ­ce­rede ammu­ni­tion og reservedele.

6. I tyske protokoller, der blev beslag­lagt af sovjet­hæren i 1945 og frigivet af Gorbatjov under Glastnost, blev alle døde i Auschwitz-Birkenau regi­streret med dødsårsag frem til tidligt i 1945, da forsy­nin­gerne af medicin og føde­varer til lejrene ophørte, og den almin­de­lige admi­ni­stra­tion brød sammen. Den alt over­ve­jende dødsårsag skyldtes 2–3 epide­mier af tyfus, men ellers tilfæl­dige sygdomme, hænde­lige ulykker og sjældne henret­telser i forbin­delse med sabo­tage eller flugtforsøg.

7. Af de admi­ni­stra­tive regn­skaber, der blev sikret fra Auschwitz-Birkenau fremgår det, at den leve­rede mængde af brændsel til krema­to­ri­erne kun lige var tilstræk­kelig til at vedli­ge­holde kreme­ringen i forhold til den doku­men­te­rede døde­lighed. Havde krema­to­ri­erne arbejdet for fuld kraft døgnet rundt gennem flere år, skulle forbruget af kul have været ekspo­nen­tielt større, men længe inden da ville de foræl­dede krema­to­ri­e­ovne være brudt sammen. 
Se Appendix A.

8. Tilsvarende gør sig gældende for leve­ringen af gasgra­nu­latet, Zyklon B, der blev modtaget i forseg­lede metal­bøtter. Forsyningen rakte kun til den løbende desin­fi­ce­ring i de tekniske gaskamre. Samme type af gaskammer blev anvendt til desin­fi­ce­ring andre steder i verden, bl.a. under inter­ne­ringen af den japanske befolk­ning i USA efter angrebet på Pearl Harbor.
Beholderne med gasgra­nulat blev indsat i en meka­nisme, der dose­rede granu­latet i et lukket system, hvor det blev opvarmet til 26 ºC, hvorved cyan­gassen blev frigivet og sendt ind i det herme­tisk lukkede gaskammer fyldt med beklæd­ning og tæpper på stativer. Når desin­fi­ce­ringen var slut, blev gassen pumpet ud gennem en høj skor­sten og ført væk af vinden, mens frisk luft udefra blev trukket ind gennem ventiler. Ventilationen måtte være grundig for at tillade sikker hånd­te­ring af emnerne. Efter tømningen af gaskam­meret blev emnerne yder­li­gere hængt til luft­ning uden­dørs og slut­telig bragt til lager klar til næste udlevering.

9. Den zioni­stisk besatte efter­krigs­ad­mi­ni­stra­tion i Tyskland har udbe­talt ”kompen­sa­tion” til flere ”over­le­vende” jøder, end der på noget tids­punkt fandtes i Europa under Anden Verdenskrig. ”Overlevende” er her i anfør­sels­tegn, fordi der ikke på noget tids­punkt under krigen eksi­ste­rede en kollektiv trussel mod jødernes over­le­velse. Havde Tyskland vundet krigen, ville krigs­fanger være blevet løsladt til deres hjem­lande, og jøderne, som var poli­tiske fanger, sendt til Mellemøsten, denne gang uden det værdi­brev, de fik med ved frivillig udrejse inden krigen blev erklæret mod Tyskland. Denne over­re­præ­sen­ta­tion af ”over­le­vende” jøder er natur­ligvis kendt af den zioni­stiske admi­ni­stra­tionen i Tyskland, og mens efter­krig­sti­dens tyske skat­tey­dere har holdt for med at betale dyrt for jødernes arbejde i lejrene, bekræfter antallet af pensions­mod­ta­gere, at der ikke er plads til flere jødiske dødsofre i Holocaust-regn­skabet, end opgø­relsen under punkt 4 angiver.

For at forstå den tilsy­ne­la­dende over­ka­pa­citet med hele 5 krema­to­rier i Auschwitz-Birkenau komplekset er det nødven­digt at kende lidt til baggrunden.
Auschwitz-lejren var i sin oprin­de­lige form en polsk kaserne, der var anlagt i et afsides mose­om­råde. Grundvandsspejlet stod oprin­de­ligt kun en halv meter under over­fladen. Tyskerne gennem­førte en grundig dræning, så grund­vands­spejlet faldt til 1 meter under over­fladen. Det betød, at man lettere kunne anlægge nødven­dige faci­li­teter uden at foru­rene drik­ke­vandet. Af sammen grund var det absolut udelukket at begrave afdøde på tradi­tionel vis.
Derfor var lejrens normale drift med plads til 200.000 menne­sker afhængig af, at afdøde kunne kremeres i takt med døds­fal­dene. Antallet af ovne kan virke over­væl­dende i forhold til moderne krema­to­rier, hvor en voksen person effek­tivt kan kremeres på 1–1½ time, men det sker på grundlag af effek­tive gasbræn­dere og forceret luft­til­førsel ved tempe­ra­turer omkring 2000 ºC.

Anlæggene i Auschwitz og de øvrige arbejds­lejre med murede ovne til forbræn­ding under anven­delse af koks var selv efter dati­dens normer foræl­dede. Under optimal drift ville det tage 3½- 4 timer at kremere 1 voksen person, hvor­efter ovnen skulle klar­gøres inden næste kreme­ring. Det er også i moderne krema­to­rier umuligt at forbrænde knogler, så de skal under alle omstæn­dig­heder fjernes og pulveriseres.
Der var tale om et inef­fek­tivt anlæg, hvis hensigten havde været at skaffe sig af med 40 procent af de indsatte hurtigst muligt. Havde det været planen, ville anlægget utvivl­somt i højere grad have afspejlet tysk effektivitet. 
Anlægget skulle imid­lertid kunne følge med, hvis der udbrød begræn­sede epide­mier, og derfor var der kalku­leret med en vis over­ka­pa­citet, der det meste af tiden ikke var i brug. Men denne ekstra kapa­citet blev sat på prøve i 2–3 alvor­lige tilfælde, og det er uvist, om kapa­ci­teten kunne følge med.
Der verserer histo­rier om, at døde blev brændt på tilret­telagte bål uden­dørs, og det kan tænkes, at afbræn­ding i det fri i despe­ra­tion har været forsøgt for at undgå smit­te­faren fra mange døde. Men det ville inde­bære over­hæn­gende risiko for en kata­strofal foru­re­ning af drik­ke­vandet, og ideen med at stable krop­pene og hælde dem over med olie og benzin for at tilin­tet­gøre dem er håbløs. Selv døde kroppe består fortrinsvis af vand, og ener­gien fra brænd­stoffet forsvinder op i den blå luft uden at antænde noget andet.
Hele lejran­lægget lægger op til, at tyskerne ønskede at bevare arbejds­kraften sund og rask.
I sin Rapport 1 har Fred Leuchter opstillet en effek­ti­vi­tetskal­kule for samt­lige krema­to­ri­e­anlæg under forud­sæt­ning af, at de fungerer uden fejl. (Se over­sæt­telsen i Appendix A).

Holocaust-tyran­niet er et vold­somt anslag imod prin­cippet om ytrings­frihed, der netop har til formål at sikre retten til at tilken­de­give meninger, som andre ikke bryder sig om. Heldigvis har galskaben ikke nået samme niveau i Danmark som i Tyskland – ikke endnu! Men det skyldes måske, at vi er mindre aktive med at hævde vores rettig­heder i Danmark, når det føles ubekvemt eller risikabelt?

Dette var imid­lertid aldrig en over­vej­else for den modige og vidende Ursula Haverbeck.

Æret være Ursula Haverbecks minde.

Appendiks A

Dette appen­diks inde­holder over­sæt­telsen af Fred Leuchters beskri­velse af ældre og yngre krema­to­ri­e­ovne i hans Rapport 1, inklu­sive en tyde­lig­gø­relse af Tabel II, der viser Leuchters estimat over effektivitet. 
[Redaktionelle tilfø­jelser er i kantparenteser]:

”En ovn eller et kammer, der tjener til kreme­ring af døde kroppe, kaldes på engelsk en ”retort” [over­sættes herefter med ”brænd­kammer”].
Tidlige brænd­kamre var simple ovne, der fordam­pede al væske ud af liget og redu­ce­rede det til aske. Knogler kan ikke brænde og må pulve­ri­seres. Fortidens morter med støder er nu erstattet med en kværn. Moderne brænd­kamre er for det meste gasfy­rede, selv om olie­fy­rede udgaver stadig leveres. I De fore­nede stater og Canada fyres krema­to­ri­e­ovne ikke længere med koks eller kul [pr. rappor­tens oprin­delse i 1988].

Fortidens brænd­kamre var simpelthen en tørre- eller bageovn, der udtør­rede de menne­ske­lige rester, mens moderne stålud­gaver, foret med mursten, har bræn­dere, der blæser ild ind på kroppen og antænder den, så forbræn­dingen forløber hurti­gere. Moderne brænd­kamre har desuden en efter­brænder, der afbrænder foru­re­ning fra det mate­riale, der er forgasset under kreme­ringen. Efterbrænderen er et krav fra myndig­heder, der har ansvaret for at forhindre foru­re­ning [i dette tilfælde i USA pr. 1988]. Det skal nævnes, at de menne­ske­lige rester i sig selv ikke forår­sager foru­re­ningen. Den stammer udeluk­kende fra det fossile brænd­stof, hvis et sådant anvendes. 
Et elek­trisk opvarmet brænd­kammer medfører ingen foru­re­ning, men er dyrere i drift.

Disse moderne brænd­kamre eller krema­to­rier arbejder ved en tempe­ratur på 2000+ grader Fahrenheit [ca. 1100 ºC] og en efter­brænder ved 1600 grader Fahrenheit [871 ºC]. Den høje tempe­ratur bevirker, at kroppen antænder og vil fortære sig selv, hvor­efter bræn­deren kan lukkes ned.
Beholdere af træ og papir­masse brændes i dag sammen med kroppen.

Nogle euro­pæ­iske enheder betjenes ved den oprin­de­ligt lavere tempe­ratur på omkring 800 ºC [1472 grader Fahrenheit] og medfører længere processeringstid.
Ved 2000 grader Fahrenheit kombi­neret med indblæs­ning af 2500 kubikfod luft i minuttet (cfm) [ca. 70 m³/​min] kan moderne brænd­kamre kremere en normal voksen krop på 1,25 timer [75 minutter]. Dette svarer teore­tisk til 19,2 kroppe i en 24 timers periode.
Fabriksanbefalingen for normal vedva­rende drift tillader tre (3) kreme­ringer pr. dag. Ældre olie‑, koks- eller kuldrevne ovne med indblæst luft (men uden antæn­dende bræn­dere) var normalt 3,5 til 4 timer om at kremere en enkelt krop.

Dette kan teore­tisk ekstra­po­leres til et maksimum på 6,8* kroppe i en 24 timers periode. [24 timer /​ 3,5 kroppe pr. time er ca. = 6,8 kroppe]

Normal betje­ning tillader et maksimum på tre** (3) kreme­ringer i en 24 timers periode.

Disse bereg­ninger er baseret på én (1) krop pr. brænd­kammer pr. kremering.
Alle moderne brænd­kamre er stål­kon­struk­tioner, der er foret med ildfaste sten af høj kvalitet. Brændstoffet pumpes direkte til brænd­kam­meret, alle kontroller er elek­triske og styrer auto­ma­tiske processer.

De kul- eller koks­fy­rede ovne brændte ved en ujævn tempe­ratur (maksi­malt omkring 1600 grader Fahrenheit [871 ºC]), og de måtte løbende og manuelt tilføres brænd­stof, hvorved tempe­ra­turen kom til at svinge op og ned. Eftersom der ikke var nogen direkte appli­ka­tion af ild på kroppen, virkede den indblæste luft sammen med brænd­stoffet til generel opvarm­ning af ovnen. Denne basale funk­tio­na­litet og betje­ning medførte skøns­mæs­sigt en gennem­snit­stem­pe­ratur på omkring 1400 grader Fahrenheit [omkring 800 ºC].

Krematorieovnene, der blev inspi­ceret i de tyske faci­li­teter, var af en ældre type.
De var muret i røde mursten med mørtel og foret med en ildfast mursten.
Samtlige ovne havde flere brænd­kamre med indblæs­ning af luft (men ingen havde bræn­dere til direkte antæn­delse), de havde heller ingen efter­bræn­dere og alle var koks­fy­rede. En enkelt faci­litet, der ikke længere eksi­sterer i Majdanek [på under­sø­gel­ses­tids­punktet i 1988], er unddraget denne beskrivelse.

Alle brænd­kamre uden undta­gelse blev inspi­ceret, og ingen af dem var designet til at kremere flere kroppe på én gang. Det skal frem­hæves, at medmindre brænd­kam­meret speci­fikt er designet for en højere tempe­ratur til forbræn­ding af en ekstra volumen, vil det ikke kunne forbrænde det ekstra mate­riale, der even­tuelt placeres i det.
Det teore­tiske, samt esti­me­rede reali­stiske, maksi­male output i en 24 timers periode, baseret på én (1) krop pr. brænd­kammer, fremgår af tabel II:

Table II: Theoretical and Real-time Estimated Maximum 24 Hour Crematory Outputs 
[Teoretisk og esti­meret reali­stisk maksi­malt krema­torie-output for 24 timer]

Auschwitz
Krema I
3 ovne med hver 2 brænd­kamre, i alt 6 brændkamre:
*)Teoretisk output: 6 brænd­kamre x 6,8 kroppe = 40,8 kroppe
**) Realistisk output: 6 brænd­kamre x 3 kroppe = 18 kroppe

Birkenau
Krema II
5 ovne med hver 3 brænd­kamre, i alt 15 brændkamre:
Teoretisk output: 15 brænd­kamre x 6,8 kroppe = 102 kroppe
Realistisk output: 15 brænd­kamre x 3 kroppe = 45 kroppe

Krema III
5 ovne med hver 3 brænd­kamre, i alt 15 brændkamre:
Teoretisk output: 15 brænd­kamre x 6,8 kroppe = 102 kroppe
Realistisk output: 15 brænd­kamre x 3 kroppe = 45 kroppe

Krema IV
2 ovne med hver 4 brænd­kamre, i alt 8 brændkamre:
Teoretisk output: 8 brænd­kamre x 6,8 kroppe = 54,4 kroppe
Realistisk output: 8 brænd­kamre x 3 kroppe = 24 kroppe

Krema V
2 ovne med hver 4 brænd­kamre, i alt 8 brændkamre:
Teoretisk output: 8 brænd­kamre x 6,8 kroppe = 54,4 kroppe
Realistisk output: 8 brænd­kamre x 3 kroppe = 24 kroppe

Majdanek
I
2 ovne med hver 1 brænd­kammer, i alt 2 brændkamre:
Teoretisk output: 2 brænd­kamre x 6,8 kroppe = 13,6 kroppe
Realistisk output: 2 brænd­kamre x 3 kroppe = 6 kroppe

II
5 ovne med hver 3 brænd­kamre, i alt 15 brændkamre:
Teoretisk output: 15 brænd­kamre x 6,8 kroppe = 102 kroppe
Realistisk output: 15 brænd­kamre x 3 kroppe = 45 kroppe

Auschwitz-Birkenau: Samlet teore­tisk output pr. døgn: i alt 353,6 kroppe.
Auschwitz-Birkenau: Samlet esti­meret reali­stisk output pr. døgn: i alt 156 kroppe.

Majdanek: Samlet teore­tisk output pr. døgn: i alt 115,6 kroppe.
Majdanek: Samlet esti­meret reali­stisk output pr. døgn: i alt 51 kroppe.”

Redaktionel kommentar

Hvor mange døgn ville det tage at kremere 1,1 million døde i Auschwitz-Birkenau med det teore­tiske antal, 353,6 kroppe pr. døgn?
Svar: 3.110 døgn, eller mere end 8,5 år, under forud­sæt­ning af, at det samlede anlæg arbej­dede i døgndrift.

Hvor mange døgn ville det tage at kremere 1,1 million døde i Auschwitz-Birkenau med det reali­stiske antal, 156 kroppe pr. døgn?
Svar: 7.051 døgn, eller mere end 19 år, under forud­sæt­ning af, at det samlede anlæg arbej­dede i døgndrift.

Zionisterne oplyser selv, at “massed­rabet i døds­lej­rene” primært foregik fra efter 1941 til ind i 43, altså gennem højst 2 år. Men deres propa­ganda om “1,1 million”, eller “6 milli­oner” for den sags skyld, anfægtes ikke af gode argu­menter og sund fornuft. Zionismen kender kun en vej, okku­pa­tion og kontrol, og fort­sætter for fuld kraft med indok­tri­ne­ringen af et yderst velkom­ment og nyttigt skyld­kom­pleks hos omverdenen.