Møllestensbrud

Andre anlæg / Other facilities, HISTORIE / HISTORY, Landskaber / Landscapes, NATUR / NATURE

Mill-stone quarry

 

1. Klik på billedet for at F O R S T Ø R R E. Click on the image to E N L A R G E.
2. Klik på det større billede - så på musens hjul. Click on the larger image - then on the mouse-wheel.
3. Bevæg musen for at afsøge hele billedet. Move the mouse to sweep the entire image.

Møllesten blev skåret ud af denne lagdelte bjergart frem til 1870. Men hvordan “skar” man stenene ud?

Palæontolog Jonas Hagström, Naturhistoriska riksmuseet:
Jeg vil mene, at der er tale om ordovicisk kalksten. For at fungere som møllesten må den indeholde en hel del sand også – ellers slides den for hurtigt ned. Kig på blokken ved den røde pil. Kalkstenen indeholder horisontale lag af ler og er dermed let at dele op i skiver. Man begyndte med hammer og mejsel at hakke sig ned i en cirkel; og senere delte man den runde blok fra siden gennem nogle af lerlagene. Som det ses på billedet har alle huller efter møllestenene en side, der er åben, så man kunne bearbejde dem fra kanten.

Jonas Hagström udpeger i øvrigt en orthoceratit (forstenet blæksprutte) i kalkstenen (i det frie hjørne i venstre side af forreste møllehul). Han henviser også til Gunnar Thornell’s billedsider, hvor Thornell bl.a. viser en række billeder af Österlens geologiske seværdigheder. Österlen er et interessant område i historisk forstand. Ales Stenar og Glimmingehus er eksempler på kendte seværdigheder.

Mill-stones were cut out of this layered stone up till 1870.

Foto: Juli 2010, Gislövshammar, Skåne, Sverige.

Fotograf: Eigil Skovgaard.

(100%-format i pixels: 6048 x 4032.)

Om fotograferingen:
I nogle billeder er havet mere blåt, end man skulle tro muligt. Dette billede er et eksempel, og naturligvis er det i et og alt en digital repræsentation af, hvad softwaren i mit kamera tolker som “Neutral” gengivelse af dette småbølgende hav i dagslys. Det var en midsommerdag. Båden er neutralt hvid i billedet, mens vandet i det oprindelige raw-billede kom frem som RGB: 60, 90, 120, dvs. domineret af grønt og blåt. Objektivet var forsynet med alm. UV-filter (mest til beskyttelse af linsen) – intet polarisations-filter. Solen kom bagfra, lidt fra venstre, svarende til “kl. 8” (hvis jeg stod i centeret af en urskive med næsen mod kl. 12). Helt præcist fra 233° (tæt på SV), 44,1° over horisonten og en næsten skyfri himmel. I det færdige billede ovenfor er mætningen af den blå farve fra vandet reduceret en anelse, så det ikke virker helt så farvelagt. Lysniveauet er hævet generelt, så det samme blå område nu er (100, 120, 160).
Er forklaringen, at refleksionen af nordhimlen polariseres i vandoverfladen? Det er påfaldende, at den blå farve forløber som et hav af blæk fra horisonten og helt ind til klipperne. Du kan skrive til mig her, hvis du har en god forklaring på fænomenet.