Forsakar, Degeberga

Landskaber / Landscapes, NATUR / NATURE

Forsakar, Degeberga

 

1. Klik på bil­le­det for at F O R S T Ø R R E. Cli­ck on the ima­ge to E N L A R G E.
2. Klik på det stør­re bil­le­de — så på musens hjul. Cli­ck on the lar­ger ima­ge — then on the mou­se-whe­el.
3. Bevæg musen for at afsø­ge hele bil­le­det. Move the mou­se to swe­ep the enti­re ima­ge.

For­sa­kar er en ind­ta­gen­de ravi­ne med et vand­fald nær Dege­ber­ga i Skå­ne.

For­sa­kar is a char­m­ing ravi­ne with a water­fall near Dege­ber­ga in Sca­nia.

Foto: Juli 2010, Dege­ber­ga, Skå­ne, Sve­ri­ge.

Foto­graf: Eigil Sko­v­gaard.

(100%-format in pixels: 4032 x 6048.)

Om fotograferingen:

For­sa­kar lig­ger ved byen Dege­ber­ga i Skå­ne godt og vel hal­vejs fra Ystad mod Kri­stianstad. “Fos­se-kar­ret” er det bil­led­li­ge navn på en lang og dyb ravi­ne for­met af det fos­sen­de vand på vej mod dati­dens Øster­sø fra ind­land­si­sen. Sten og mate­ri­a­ler i van­det sled sig ned i land­ska­bet, så der i dag lig­ger en char­me­ren­de dal med stej­le sider og et stil­fær­digt vand­løb i bun­den. Når man føl­ger van­det opstrøms længst ind i ravi­nen, ender man ved foden af et vand­fald med en sam­let fald­høj­de på 40 meter. Det­te er Skå­nes høje­ste vand­fald. Det er delt over et pla­teau. Vand­mæng­den vari­e­rer meget fra som­mer til som­mer. I tør­re som­re syner fal­de­ne ikke af meget.

Jeg var hel­dig midt på som­me­ren 2010. Der var fal­det godt med regn i de fore­gå­en­de måne­der. Turen ind til fal­de­ne kan gøres på to måder, enten langs bun­den af dalen eller ad en stejl sti til top­pen af skræn­ter­ne. I det sid­ste til­fæl­de ender man med at kig­ge ned på fal­de­ne. Dal­tu­ren er den smuk­ke­ste og mest rekre­a­ti­ve, men der er mas­ser af moti­ver for en moti­ve­ret foto­graf langs beg­ge ruter. Da jeg nåe­de fal­de­ne via dal­ru­ten, blev jeg over­væl­det af natu­rens skøn­hed og de poten­ti­el­le mulig­he­der for et godt bil­le­de. En ung pige balan­ce­re­de med ung­dom­mens let­hed på det glat­te pla­teau mel­lem de to fald og lod ikke til at have travlt.

Jeg vil­le tage et bil­le­de, mens pigen end­nu var med i sce­nen og kun­ne vise stør­rel­ses­for­hol­det.

Så alle­re­de en anel­se tidspres­set kla­tre­de jeg op ad skræn­ten til ven­stre for at opnå en bed­re vin­kel. Nog­le minut­ter efter slid­s­ke­de jeg mig ned på et klip­pe­frem­s­pring, der kun lige lev­ne­de plads til fød­der­ne. Det posi­ti­ve var, at jeg hav­de uhin­dret over­blik, som det frem­går af bil­le­det. Det nega­ti­ve var, at fore­stil­lin­gen, “jeg er fan­get på den­ne afsats og kom­mer aldrig op igen uden hjælp fra ven­li­ge, men over­bæ­ren­de sven­ske­re” slog ned i mig som et lyn. Jeg kun­ne ikke læn­ge­re foto­gra­fe­re afslap­pet og med omtan­ke. Det var næst­sid­ste gang, jeg fore­tog mig noget has­ar­de­ret på det skån­ske grund­fjeld. Sid­ste gang blev på Kul­len nog­le år sene­re, da jeg med fuldt udstyr faldt bare 150 cm ned på den nøg­ne gra­nit. Jeg afbø­de­de fal­det med blot­tet ven­stre kro­p­si­de. Av!

Siden har jeg holdt mig til sti­er­ne. Kede­ligt og turis­t­ag­tigt, men sun­de­re.

Hjem­me på Bed­din­ge­strand kon­sta­te­re­de jeg, at bil­le­det oven­for var det bed­ste skud, men det var uskar­pt i hele det cen­tra­le afsnit. “Bl. 3.5, 1/50 sek og 200 ISO” med­del­te Pho­tos­hop liden­skabs­løst. Hav­de jeg und­gå­et at stres­se mig selv og ænset at klik­ke op til 800 ISO, vil­le jeg have haft bed­re skarp­heds­dyb­de og luk­ker­tid.

Trods bil­le­dets åben­ba­re ska­van­ker, kan jeg ikke slip­pe det. Det er ble­vet behand­let med både high-pass og kre­a­tiv slut­skær­p­ning, ind­til pige­bar­net stod nogen­lun­de vel­de­fi­ne­ret. Dis­se krums­pring har til gen­gæld med­ført en spe­ci­el effekt på klip­pe­struk­tu­rer­ne, som om bil­le­det var pro­du­ce­ret hos Dis­ney.
Ikke flat­te­ren­de, men alli­ge­vel!